Tønder i top: Her er mange børn anbragt uden for hjemmet

Når statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale slår fast, at der fremover skal tvangsfjernes og bortadopteres flere udsatte børn, så lytter man med i Tønder Kommune, som i forvejen ligger i toppen over kommuner, der har anbragte børn uden for hjemmet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde i går i sin nytårstale, at hun står på børnenes side, og det betyder blandt andet, at flere udsatte børn skal bortadopteres og at anbringelser af børn uden for hjemmet skal være bedre.

Hvordan det skal foregå, er der endnu ingen meldinger om, men fra borgmester Henrik Frandsen (V) i Tønder Kommune er der opbakning til regeringens udspil.

- Vi spiller med - ingen tvivl om det, siger han.

Tønder Kommune ligger ellers i top, når det gælder anbringelser af børn og unge under 18 år. Kommunen indtager en 12. plads ud af landets 98 kommuner, som forholdsvis anbringer flest børn uden for hjemmet, viser tal fra Social- og Indenrigsministeriet og Danmarks Statistik. 

- Det er kompliceret og svært, når børn skal fjernes fra deres forældre, men vi forsøger altid at varetage barnets tarv, siger Henrik Frandsen, som understreger, at kommunen følger de retningslinjer, som måtte komme fra regeringen.

- Vi vil børnene det bedste. Det skylder vi dem, og hvis regeringen siger, vi skal stramme reglerne for anbringelser, så ser vi på det, siger Henrik Frandsen. 

Ved udgangen af 2018 var 118 børn anbragt uden for hjemmet i Tønder Kommune. Det svarer til 1,6 procent af alle Tønders 0-17-årige.

Haderslev Kommune ligger på en 15. plads, når det gælder anbringelser af børn. Ialt 172 børn blev i 2018 anbragt uden for hjemmet. Det svarer til 1,6 procent.

Den kommune af de 14 kommuner i TV SYDs sendeområde, som anbringer færrest børn, er Hedensted Kommune. Her var kun 0,8 procent af alle børn under 18 år anbragt uden for hjemmet ved udgangen af 2018. Det svarer til 83 børn.  

Kommunernes børnechefer går efter frivillige anbringelser

Det er ikke alle, der er enige med statsministeren. 

Erfaringen er, at børnene har det bedre, når der er tale om en frivillig anbringelse, og derfor er formand for Børne- og Kulturchefforeningen Anne Vang uenig med statsministeren i, at flere børn skal fjernes med tvang.

- Vi er uenige med statsministeren i, at det er en god idé at sætte et måltal om at tvangsfjerne flere, siger Anne Vang til Ritzau.

Børne- og Kulturchefforeningen er en faglig forening for kommunale chefer og direktører indenfor blandt andet børne- og familieområdet.

- Vi gør i kommunerne vores allerbedste for at sikre, at det bliver frivillige anbringelser og ikke tvangsanbringelser. Det er, fordi vi har erfaring med, at børnene har det bedre, når det er frivilligt.

Tabel: Antal børn og unge ml. 0-17 år anbragt uden for hjemmet 31. december 2018. De 14 syd- og sønderjyske kommuners placering blandt landets i alt 98 kommuner:

NrKommuneAntal anbragte børnAndel af alle 0-17 årige
12Tønder1181,6
15Haderslev1721,6
26Billund761,3
29Aabenraa1551,3
31Fanø81,3
35Esbjerg2771,2
40Fredericia1211,2
41Vejen1071,2
47Horsens2001,0
50Sønderborg1421,0
51Vejle2431,0
59Varde950,9
64Kolding1720,9
67Hedensted830,8