Kidnappere bragte ikke drengs liv i fare

Politiet vil nu ikke længere anklage et forældrepar fra Skærbæk for at have bragt deres nyfødte søns kliv i fare, da de kidnappede ham.

Dermed ser det ud til at parret slipper med en langt mindre straf, når den kommer for retten. Og det er forældrenes forsvarer godt tilfreds med.
- Det glæder mig, at politiet har droppet dette punkt, da Thors liv eller helbred ikke var i fare. Tværtimod har han haft det rigtig godt, siger forsvarer Jan Schneider til dr.dk/syd.

Blev bortført fra sygehuset

Forældrene bortførte deres tvangsfjernede barn sidste sommer fra Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Thor var kun få dage gammel, da kidnapningen fandt sted. Det var planlagt, at barnet skulle tvangsfjernes, fordi forældrene var misbrugere.  

Forældrene tog Thor med til Tjekkiet, men efter et par ugers flugt blev forældrene udleveret til Danmark.