TV der bevæger dig

Netto-hund forsøgt stjålet

Et par forsøgte torsdag at røve en hund, der stod bundet ved Netto i Tønder.

Selv om man kunne tænke, at det var en hund, som den på billedet, der blev forsøgt stjålet, så var det i stedet en levende hund. Arkivfoto.

En hund blev torsdag forsøgt røvet. Hunden stod bundet uden for Netto på Plantagevej i Tønder, mens hundens ejer var inde i forretningen og handle, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Et vidne råbte ind i butikken, at hunden var ved at blive stjålet af en mand og en kvinde. Da hundeejeren nåede ud til hunden, var de to tyve allerede ved at få hunden ind i deres bil. Hundeejeren fik dog fravristet hundetyvene hunden.

De to tyve, en 44-årig mand og 39-årig kvinde fra Skærbæk-området, kørte herefter fra parkeringen, hvor et vågent vidne havde aflæst nummerpladsen. De blev derfor anholdt få timer senere af politiet i nærheden af den dansk-tyske grænse.  

I bilen fandt politiet desuden syv våben og 638 gram hash.

I et grundlovsforhør fredag blev parret sigtet for tre forhold:

  • Røveri af hund
  • Overtrædelse af våbenloven
  • Oovertrædelse af loven om euforiserende stoffer

De nægtede begge alt, og dommeren varetægtsfængslede dem i to uger for lukkede døre.