Fynboer udfordrer smagssansen: Urter fra strand og skov bliver til snaps og mad
TV2-regionerne besøger hinandens sendeområder hen over sommeren, for at se hvad netop den del af sommerlandet gemmer på. TV2 Fyn udforsker klippeøen, hvor naturvejleder Thomas Guldbæk fra Madkulturhuset i Gudhjem viser Bornholms spiselige planter frem.
For fjerde eller femte gang plukker Thomas Guldbæk spidsen af en grøn plante, siger plantens navn og rækker mig den.
- Prøv at smag, Preben. Og sig mig så, hvad du synes, den smager af, griner han.
Den bornholmske naturvejleder er på alle måder foran på point. Han kender området her ved Gudhjem ned til den mindste plante. For i løbet af sommeren har han masser af turister med på sanketur, altså med ud i naturen for at samle urter, der senere bruges i mad eller snaps.
- Tjah, forsøger jeg.
Jeg er på min første sanketur og fortsætter forsigtigt:
- Der er lidt purløg over den. Ikke dårligt, faktisk.
Thoms Guldbæk nikker energisk og tilføjer nogle flere smagsnuancer. Vi er på stranden ved Gudhjem og sidder på knæ og gumler på en purløgssmagende plante, mens en tam kat sidder nærved og kigger på os. Jeg tænker et øjeblik på, om den kom et øjeblik før os og lige pissede på disse planter? Smagen er lidt stram.
Sommer i Danmark
Det er altid godt med nye øjne på et område. Derfor bytter regionerne rundt og besøger hinanden for at se, hvad det område lige præcist har at byde på af spændende sommeroplevelser.
Hver uge sender en region en vært ud til en af de andre TV 2-regioner, hvor der skal prøves nye ting af indenfor kategorierne action, børn, gastronomi og natur.
Der sendes fire indslag hver uge fra en af de syv regioner TV 2/BORNHOLM, TV2 Fyn, TV 2 Lorry, TV MIDTVEST, TV2 Nord, TV2 ØST og TV SYD.
Snaps var stærk i gamle dage
- Nu skal vi op og lave mad, konstaterer naturvejlederen og tager sin sankekurv på ryggen.
Den er fyldt med urter og planter samt et syltetøjsglas med snaps, som vi har proppet med krydderurter. Selv hybenblade skvulper rundt i substansen, som vi kort efter filtrerer og smager på.
- Hmm. Dejlig snaps, roser jeg, tydelig lettet over at snapsen ikke smager så stærkt, som bornholmerne kunne lide den i gamle dage.
- Dengang sagde man, at en god snaps kunne trække hullerne i sokkerne sammen, griner Thomas Guldbæk.
Hans domæne er Bornholms Madkulturhus, der ligger sammen med det levende landbrugsmuseum "Gaarden" i Gudhjems sydlige udkant. Her tryller han i løbet af kort tid en lille hapser frem. Røget brisling fra Østersøen i bornholmsk rapsolie hen over forskellige blade og stængler. Det ser flot ud og smager endnu bedre.
- Vi har mange turister med på sanketure i løbet af sommeren. Jeg plejer at gå en tur inde fra havnen i Gudhjem og herud. Der samler vi en hel del planter, og jeg fortæller om dem. Rigtig mange får en anderledes oplevelse ud af sådan en tur, siger Thomas Guldbæk.