- Hvor høj er klippen?

Svaret kommer prompte fra Laust Højmark. Og naturligvis gør det det. Han har klatret det meste af sine 27 år, og så er han indehaver af firmaet Klatring Bornholm, der har sat en rute op på nogle klipper ved Opalsøen på Nordbornholm.

- 15 meter, svarer han med en rolig stemme og et stort smil. Pædagogisk er han også udover, at være klatrer. Tror jeg.

- Du kunne også have sagt fem meter. Det havde passet mig bedre, forsøger jeg muntert.

- Eller 500?, driller Laus Højmark.

- Njah, det ved jeg godt, at den ikke er.

Højdeskræk og sommerfugle i maven

Vi står tre mand ved foden af klippen. Laust Højmark, min kollega med kameraet, Morten Albek, og jeg selv, journalist Preben Dahl. Det er sommer. Solen skinner. Og kun en svag brise får bladene i træerne til at røre på sig. Alt er dermed perfekt. Hvis ikke det var for en lille, bitte detalje.

- Jeg har glemt at sige, at jeg har højdeskræk, indrømmer jeg.

- Ja, naturligvis. Men ved du hvad, det er der mange, der har. Det gør ikke noget, smiler Laust. Igen det der smil der får sommerfuglene i maven til at lande og ikke flakse nervøst rundt.

Der er meget sikkerhed forbundet med klatring. Først skal det bælte, som klatretovet er forankret til, tages korrekt på og spændes. Derefter følger hjelm samt klatresko. Det sidste viser sig hurtigt at være genialt, fordi skoene - der mest af alt minder om en racerkørers sko - har en kraftig og samtidig smidig gummisål. På den måde kan man få en tå eller to ind i en revne i klipperne og finde fæste, hvor almindelige sko ville skride væk.

- Ok, du klarer det fint. Prøv at få armen helt ud til højre. Ja, der!, guider Laust Højmark den absolutte begynder - mig - mens jeg arbejder mig opad.

- Æh, og hvad så nu? Øjeblik, jeg tror, jeg har det, svarer jeg fra et sted oppe på klippevæggen. Jeg er ikke nået mere end halvvejs og har endnu ikke kigget nedad. Den slags er at antænde min latente højdeskræk. En skræk der har holdt mig langt fra rækværkerne på sydeuropæiske udsigtspunkter. Ja, selv væk fra udsigts-glaspladen ved Salling på Strøget i Aarhus.

Ved klatring hænger man i et tov. Et kraftigt et af slagsen der kan klare rigtig mange kilo. Sker der det, at man mister grebet, kan guiden på jorden bremse faldet på under et sekund. Så hænger man der i luften over Bornholm og kan få styr på nerverne igen. Sådan går det heldigvis ikke for mig. Turen fortsætter opad. Det ene usikre skridt følger det næste, og fingre finder ind i sprækker og fremspring. Og pludselig - som ved et i dette tilfælde svedigt og forpustet trylleslag - er jeg ved toppen.

Succes-rus

- Kæft, det havde jeg aldrig troet skulle lykkes for mig. Jeg bliver lige et lille øjeblik og kigger på Hammershus og Opalsøen. Flot udsigt, hvisler jeg forpustet, mens jeg står på et lille klippefremspring, 15 meter oppe, og føler mig som en gevaldig klatrer, der har besejret et bjerg. Vigtigere er dog, at jeg har besejret noget helt andet: Højdeskrækken er væk!

Nede igen, efter rappelling, hvor jeg læner mig tilbage og går nedad med fødderne ind mod klipperne, er det tid til en "high five" og et glædesudbrud.

- Go home f****** højdeskræk!, jubler jeg, mens sveden drypper fra min pande. For varmen får man også, når man klatrer.

- Der kan du se, du kunne godt. Og det kan man, når man først prøver. Børn er helt utrolige, de klatrer bare. Og de fleste kvinder er også super gode, for de er bare mere smidige end os mænd. Men du klarede det flot, Preben, roser Laust Højmark en sidste gang, før vi begynder at pakke sammen.