Se billederne: Mere end 100 amerikanerbiler samlet

Lørdag var der amerikanerdag i Hampen, hvor mere end 100 biler blev beundret af nysgerrige fra nær og fjern.

Se alle billederne fra dagen nederst i artiklen.

Det årlige amerikanertræf løb af stablen i Hampen lørdag, hvor over 100 biler var kørt frem til beundring.

- Det er jo lyden, det er charmen, det er, hvordan de ser ud. Det er en passion i sig selv at høre og se på, siger Bo Johansen, der er formand for Støtteforeningen for Hampen Multihal.

Det var primært amerikanerbiler, der var udstillet, men andre biltyper havde også fundet vej. Nogle udstillere havde taget turen fra Sverige til det midtjyske for at være med.

Ikke helt ude i hampen

Arrangementet har været afholdt cirka 10 gange tidligere, og når deltagertallet har været på sit højeste, har der været omkring 400 mennesker forbi.

I dag var der ikke helt så mange på pladsen, men Bo Johansen var alligevel meget stolt over fremmødet.

- Det er helt fantastisk at se, at det er dejligt vejr, og at folk møder op igen, siger arrangøren.

Han håber, at arrangementet vil være med til at sætte Hampen på landkortet, for de er faktisk "ikke helt ude i hampen", fortæller han.

- Vi har en fantastisk by og et fantastisk foreningsliv.

Byen har en ambition om at blive Midtjyllands største træfby ved at afholde forskellige træf hver måned. Det næste arrangement i kalenderen er en country-festival.

Se billeder fra dagen her - husk at scrolle for at se alle billederne.