Vulkan får rejseselskab til at ombooke 1.000 gæster

Alle Bravo Tours-fly med kurs til ferieøen La Palma i oktober bliver omdirigeret til nærliggende Fuerteventura.

I 20 dage har vulkanen Cumbre Vieja sendt, røg, gas og lava ud fra krateret på den sydlige del af ferieøen La Palma, der er en af De Kanariske Øer.

Det får nu også konsekvenser for de danskere, der regnede med at bytte regn og kulde ud med Kanarieøernes sol og varme i efterårsferien.

Hos det store rejseselskab Bravo Tours, der har base i Herning, har man valgt at ombooke samtlige fly til ferieøen i oktober.

Det skyldes ifølge administrerende direktør Peder Hornshøj, at flere ferielystne danskere vil være sikker på, at efterårsferien ikke bliver spoleret af veje, der er spærret af lava eller usikker infrastruktur.

- Vi har valgt den bedste løsning her og nu, forklarer direktøren. 

I alt drejer det sig ifølge direktøren om godt 1000 gæster, der fordeler sig på fire afgange fra 12. oktober til 30. oktober. Gæsterne har fået tilbuddet om at tage til den nærliggende ø Fuerteventura, få udskudt rejsen til La Palma eller få pengene tilbage.

- Langt de fleste har valgt at tage til Fuerteventura. Vi er i en periode, hvor folk gerne vil på ferie, siger direktøren og tilføjer, at gæsterne generelt har taget godt imod ændringerne.