Fejlagtige stemmer i Nordjylland flyttede rundt på mandater i Sydjylland

Det flyttede rundt på flere af de såkaldte tillægsmandater, at valgstedet i Sæby havde fejlregistreret Danmarksdemokraternes og Enhedslistens stemmer tirsdag aften.

Da valgstedet i Sæby tirsdag aften indberettede det første valgresultat, var det inklusiv en markant fejl, der nu viser sig at have givet konsekvenser i både Vestjylland, Sydjylland og på Sjælland.

Der er tale om kompleks valgmatematik som bruges, når de såkaldte tillægsmandater skal fordeles til de forskellige landsdele.

Her betød de omkring 800 stemmer, der ved fintællingen i Sæby flyttede sig til deres rette parti Danmarksdemokraterne, følgende:

Konsekvenser af fejlregistrering

1

1: Fejl-stemmer gav vestjysk EL-mandat

Foto: TV 2 NORD

Det fejlbehæftede landsresultat, hvor Enhedslisten havde fået godt 800 stemmer i Sæby, udløste et tillægsmandat i Vestjyllands Storkreds til Enhedslistens Maria Temponeras.

2

2: Ombytning flyttede EL-mandat til Sydjylland

Foto: Anni Kirkeby Lauridsen, TV SYD

Da stemmerne så blev byttet rundt, røg Enhedslistens tillægsmandat til Sydjyllands Storkreds, hvor det tilfaldt Søren Egge Rasmussen fra samme parti, som altså pludselig var genvalgt til Folketinget

Og det er her, valgreglerne omkring tillægsmandaterne kommer i spil.

De tre storkredse i Nordjylland, Vestjylland og Østjylland udgør nemlig tilsammen en valgmæssig landsdel, som tilsammen SKAL repræsentere 60 mandater i Folketinget. Men nu var der pludselig forsvundet et tillægsmandat, som endte i Sydjylland - en anden valgmæssig landsdel.

3

3: Konservativ valgt ind i Vestjylland - til fordel for sjællandsk partifælle

Foto: TV 2 NORD

Det blev en konservativ kandidat i Vestjyllands Storkreds, Lise Bertelsen, der med 1894 stemmer kom ind.

Og fordi man jo ikke bare kan dele "nye" mandater ud, skulle et tillægsmandat fra en anden landsdel pludselig "inddrages". Det gik så ud over konservative Andreas Karlsens mandat i Sjællands Storkreds.

Menneskelig fejl

Den fejlbehæftede indberetning i Sæby kom frem onsdag tidligt på formiddagen og fik lynhurtigt, fordi Folketingsvalget endte med at være så tæt, som det gjorde, opmærksomhed fra stort set alle landsdækkende medier.

Fra den valgansvarlige i Frederikshavn Kommune, Marianne Lessél, lød det onsdag, at det var en menneskelig og ærgerlig fejl i indberetningen, der skete. Valgstedet fik ganske simpelt givet liste Æ's stemmer til liste Ø.

- Vi sidder og knokler til langt ud på aftenen. Så sker sådan noget. Det er selvfølgelig ærgerligt, sagde hun til TV2 Nord onsdag.

Valgeksperter regnede og regnede

I en virkelighed, hvor valgresultatet onsdag eftermiddag bestod af valgkredse, der var fintalte, og valgkredse hvor man stadig havde fintællingen til gode, var det svært at skabe et præcist billede af, hvilke konsekvenser - om nogen - fejlen fra Sæby ville have.

Valgeksperter og analytikere forsøgte løbende at komme med konklusioner, men ingen var sikre. Ville fejlen kunne flytte mandater? Og ville det blive mellem de politiske blokke, der er adskilt af blot et enkelt mandat?

Torsdag kan historien så fortælles: Ja, det flyttede mandater, at Æ og Ø blev byttet rundt.

Men det blev ikke mellem partierne eller blokkene.