Spændt tværs over skovstien: Angelica fandt en fiskesnøre i hovedhøjde

Heidi Eskerods datter, Angelica, kom hjem efter en skovtur med sin ven og kunne fortælle om et underligt fund.

Heidi Eskerod fik forleden en chokerende nyhed. 

Hendes 11-årige datter Angelica Eskerod var sammen med sin ven, Jordan Kristensen, i skoven nord for Hovedgård, hvor de trak deres cykler, da de gjorde et mærkværdigt fund.

Hængende mellem to træer på tværs af en skovsti, så de noget, der glimtede i solens stråler.

- Det lignede spindelvæv, som glimtede, så vi gik derhen, fordi vi syntes, det var underligt, siger Angelica Eskerod til TV2 Østjylland.

Knivskarp sodavandsdåse

Venneparret gik derfor hen til den næsten usynlige "spindelvæv", hvor de kunne se, at det ikke var en edderkops værk.

Det var derimod en gennemsigtig fiskesnøre, som var spændt fast i hovedhøjde mellem to træer på tværs af skovstien.

Herefter gik de to elever fra 5. klasse hen til en nærliggende skraldespand for at finde noget, de kunne skære snøren over med.

- Vi blev nervøse på andres vegne, hvis de nu ikke nåede at se den, siger Angelica Eskerod.

I skraldespanden fandt de en sodavandsdåse, som de brugte til at skære snøren over med.

Heidi Eskerod fortæller, at stisystemet, hvor snøren var spændt op, er populært blandt cyklister og løbere, som vil have svært ved at se fiskesnøren i farten. Derudover skal den kommende byfest også afholdes i skoven i slutningen af maj.

Heidi Eskerod tror, at snøren, venneparret fandt, hang i 140 centimeters højde.
Heidi Eskerod tror, at snøren, venneparret fandt, hang i 140 centimeters højde.
Foto: Illustration, TV2 Østjylland

Til tasterne

Da Heidi Eskerod hørte om børnenes opdagelse, var hun hurtigt inde på den lokale Facebook-gruppe for at advare naboer, inden de potentielt bevægede sig ud i skoven.

- Jeg ringede også til politiet, og jeg har snakket med landbetjenten, der blev overrasket, siger Heidi Eskerod og fortsætter:

- Det er sådan en makaber ting at gøre. Jeg tænker, at det nærmest ville fungere som en ostehøvl, hvis man kommer i høj fart.

En enlig svale

Sydøstjyllands Politi bekræfter over for TV2 Østjylland at have fået anmeldelsen.

- Det er ikke noget, vi kan erindre, at vi har fået en anmeldelse om før. I hvert fald ikke inden for de tre kommuner, jeg dækker, siger vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi, Finn Ellesgaard.

Skulle andre støde på noget lignende, kommer politiet med en klar opfordring:

- Fjern det og kontakt os efterfølgende. Sikkerheden er vigtigere. Det, de to unge mennesker fra Hovedgård gjorde, var meget fint, lyder det fra Finn Ellesgaard.