Rædselsåret. Hverken mere eller mindre. Sæsonen 2016-17 vil gå over i KIF Kolding Københavns historie som den værste nogensinde.
”Den spanske syge”. Kært barn har mange navne. Jeg sætter det i anførselstegn, så ingen er i tvivl om, at jeg selvfølgelig ikke tænker på den frygtelige sygdom, der omkring 1918 kostede over 50 millioner mennesket livet.
Snarere det faktum, at sportschef Lasse Boesen satsede hele butikken på, at den spanske trio - cheftræner Carlos Ortega, Antonio Garcia og Niko Mendegia - skulle være de inspirationskilder, der igen bragte hæderkronede KIF Kolding og senere KIF Kolding København tilbage på den danske håndboldtrone.
Men, med en omskrivning af et historisk Churchill-citat: Aldrig har så få, taget så meget fejl, i så lang tid.
Sjælen er en stor størrelse, og det er den Spellerberg og hans kammerater skal søge, hvis rædselsåret ikke skal blive til flere.
Pinagtigt og uværdigt for de involverede og mere end trist at iagttage for os udenforstående.
Samtidig et farvel og tak til to af håndboldens allerstørste profiler. Kasper Hvidt og Lars Jørgensen – de uadskillelige brødre – fik en afsked, jeg er ked af den dag i dag.
Genrejsningen er lagt i hænderne på et par familier, der virkelig har klubbens værdier plantet direkte i hjertets centrum.
Lars Frederiksen og Lasse Boesen - med de fædrene ophav Per og Jens – ved om nogen, hvad der er DNA-et i KIF Kolding København.
Faktisk er det en treenighed, for på banen bliver det Mr. Kolding himself – 38-årige Bo Spellerberg – der skal dirigere til den helt store guldmedalje.
Sjælen er en stor størrelse, og det er den Spellerberg og hans kammerater skal søge, hvis rædselsåret ikke skal blive til flere.
Bevares, det kommer selvfølgelig også til at dreje sig om håndbold, men sjælesøgningen og det at finde ind til den bliver alfa og omega.
Håndboldholdet er fint. Cleverly, Haagen skal nok tage bolde.
Spellerberg og Stenmalm bliver angrebsmæssige omdrejningspunkter.
Tre stregklodser – Viudes, Bjørnshauge og nye norske Petter Øverby – bliver svære at flytte, hvis de først har udset sig en position.
En ungdommelig trio har kapacitet til at afgøre kampen. Landin behøver ikke yderligere præsentation, Augustinussen viste med U-21-landsholdet, at han flytter sig med store skridt. Fremad vel at mærke. Nicolas Kristiansen har hurtige fødder og en venstrehånd, der vil blive lagt mærke til.
Ud af den gruppe skal Frederiksen nok sammensætte en kompetent defensiv.
Jeg hører, at der allerede nu er set flere smil end i hele sidste sæson. At latteren er er vendt tilbage.
Det tyder på, at den umage konstellation med en cheftræner, Lars Frederiksen, og en sportschef, Lasse Boesen, foreløbig har fået en god start.
Jeg tror på, at KIF Kolding København genfinder sin sjæl og får gjort hjemmebanen væmmelig.
Jeg konstaterer også, at der er skruet ned for charmen i København. Blot fem kampe på ”Djævleøen”, vil være et stort plus for alle. Tidligere var KIF-Centret et sted, man ikke brød sig om at komme. Det kan ske, det bliver tilfældet igen, nu hvor der er flere kampe at gøre godt med i Kolding.
Jeg tror på, at KIF Kolding København genfinder sin sjæl og får gjort hjemmebanen væmmelig.
Derfor står den på slutspil, når der trækkes en streg onsdag, den 28. marts 2018.
Som i sidste sæson bliver Spellerberg & Co. igen nummer 8.
Det er der ikke megen genfunden sjæl og hjemmebanedominans i, vil nogle påstå.
Nej, men før rædselsåret og ”den spanske syge” for alvor satte ind, var forventningen et dansk mesterskab!
