Efter flot torsdag kommer ustadigt fredagsvejr

Det klare blå vintervejr blev en kort fornøjelse - nu kommer det ustadige vejr tilbage.

Efter det flotte vintervejr torsdag har mange måske sat næsen op efter en længere periode med blå himmel og klart smukt vejr.

Sådan kommer det imidlertid ikke til at gå.

Allerede natten til fredag bevæger en front sig ind over landet fra vest, og den vil give regn, slud og tøsne til landet.

Fronten vil i de tidlige morgentimer give nedbør i Jylland.

I løbet af morgen- og formiddagstimerne bevæger den sig østover, og jo længere mod øst fronten kommer, jo større er tendensen til hvid nedbør.

Hen over Fyn, Sjælland og mod Bornholm bliver der tale om lidt mere længerevarende nedbør. Her kan der måske endda være tale om sne.

Dermed heller ikke umuligt, at der kan ligge lidt hvidt på jorden at lege med for børnene i det østlige Danmark i løbet af fredagen, men temperaturen vil være så tæt på frysepunktet, at det kan gå begge veje.

Temperaturen kommer godt nok til at stige en smule fredag i forhold til i dag, men hvor torsdagen har været præget af klart vejr, blå himmel og næsten ingen vind, bliver det omvendte tilfældet fredag.

Kortet her beskriver fredagens vejrsituation. Over Jylland vil fronten give våde byger, mens de kan være mere hvide mod øst
Kortet her beskriver fredagens vejrsituation. Over Jylland vil fronten give våde byger, mens de kan være mere hvide mod øst
Foto: TV2 Vejr

Vind og nedbør vil få det til at føles noget mere utaknemmeligt at cykle på arbejde fredag morgen, end i morges , selvom termometret vil sige, at det er varmere.

Sidst på fredagen og i løbet af weekenden klinger det ustadige vejr af, uden at vi dog kommer helt op på niveau med torsdag igen.