Morten 1.jpg

Han gik fra at have bolig, uddannelse og kæreste til at blive hjemløs og komme på herberg

Da 25-årige Mortens kæreste døde, ramlede hans verden, og han gik fra at have sin egen studiebolig til at være hjemløs.

Af Marie Holm Mathiasen


Morten Højlunds 25-års fødselsdag skulle have været en festdag, men endte som en livsforandrende tragedie.

Det var 15. april 2021, og han havde siden dagen før forgæves forsøgt at få fat på sin 22-årige kæreste.

Han havde både ringet og skrevet til hende flere gange aftenen inden. Uden svar.

Og pludselig fik han den værst tænkelige besked.

Kæresten var ud af det blå fundet død.

Morten Højland sad i sin studiebolig, da han fik beskeden. Og på et splitsekund ramlede hele verden omkring ham.

Morten Højlands verden ramlede på hans 25-års fødselsdag.
Morten Højlands verden ramlede på hans 25-års fødselsdag.
Foto: TV 2 Dokumentar

Skrev sig ind i hjemløsestatistik

Inden kærestens død var Morten Højland studerende med egen bolig. Men i månederne efter gik det helt galt.

Og i foråret 2022 blev han smidt ud af sin uddannelse og lejlighed og indskrevet på herberget Skjoldbo i Esbjerg.

Han skrev sig dermed officielt ind i statistikken med unge hjemløse i Danmark.

For han er langtfra den eneste unge mellem 18 og 29 år, der ender på et herberg. De nyeste tilgængelige tal fra Danmarks Statistik viser, at unge mellem 18 og 29 år udgjorde 26 procent af det samlede antal personer, der havde opholdt sig på et herberg eller forsorgshjem i løbet af 2021.

Morten Højland skammede sig over at blive hjemløs og bo på herberg, men valgte alligevel kort efter at lukke TV 2 Echo ind i sit liv.

Det gjorde han sammen med en række andre unge hjemløse i programmet ‘De usynlige hjemløse’.

Nogle af de unge i reportageserien overnatter på sofaer hos venner, mens andre bliver smidt ud af deres lejligheder og søger mod herbergerne.

Morten har prøvet begge dele, og da TV 2 Echo mødte ham på Skjoldbo i Esbjerg i december sidste år, var der en del brikker, der var begyndt at falde på plads for ham.

- Det var, da jeg fortalte om de ting, at jeg begyndte at indse, hvad der var gået galt.

Morten Højland i sin bolig på herberget Skjoldbo.
Morten Højland i sin bolig på herberget Skjoldbo.
Foto: TV 2 Dokumentar

Begyndte som sofasover

- Jeg hader at vise andre, hvordan jeg bor, sagde Morten, inden han med den lille nøglebrik lukkede døren op til sin beskedne lejlighed på herberget.

Udover et lille soveværelse var der en stue med et skrivebord, en computer, en lædersofa, sofabord og et lille tekøkken. Hjemmet bar ganske rigtigt tydeligt præg af, at Morten havde det svært psykisk.

Køkkenbordet var dækket af opvask, der lå tøj og tomme cigaretpakker på gulvet.

Det var ikke, fordi han ikke selv kunne se kaosset.

- Der er som regel rod i hovedet, så der er også rod i hjemmet, fortalte Morten Højland.

Morten Højlund viser sin bolig frem på herberget.
Foto: TV SYD

Han syntes ikke, at det var fedt at vise alt det rod frem, men han ville gerne vise, at selvom man har et temmelig almindeligt liv, så kan omstændigheder gøre, at det kan ende, som det gjorde for ham.

- De fleste, der tænker på en hjemløs, tænker måske på en mand, der ikke har noget sted at være, med fuldskæg og alt muligt, sagde Morten Højland og fortsatte:

- Men nej, nej. Det kan lige så godt være unge mennesker eller folk, der egentlig har haft styr på deres liv, men som lige pludselig får problemer.

Morten Højland havde aldrig været sådan rigtig hjemløs før. Han havde dog førhen haft en periode, hvor han sov på sofaer hos venner.

Han begyndte som sofasover, da han vendte hjem fra et længere ophold i Thailand, som ikke var gået som forventet.

Vendte tilbage til Thailand

Morten Højland er født i Thailand, og begge hans forældre er thaier. Da Morten var to år gammel, flyttede hans mor til Danmark, mens han blev i Thailand og blev opfostret af sin mormor.

Da Morten var seks år, vendte moren tilbage til Thailand for at tage ham med til Danmark. Her fik hun Mortens lillesøster med sin danske mand.

De boede i Holstebro, og Morten Højland beskriver selv sin opvækst i Danmark som god med en fast opdragelse fra stedfaderen.

Men da Morten var 18 år og i gang med sin HF, gik moren og stedfaren fra hinanden, og Mortens mor ville tilbage til Thailand.

Morten Højland følte sig på det tidspunkt rodløs og havde ikke nogle konkrete fremtidsplaner i Danmark. Derfor valgte han at tage med hende. I Thailand hjalp han til på familiens rismarker, men faldt aldrig rigtig til.

- Jeg er godt nok thai, men jeg følte mig anderledes og dansk, fortæller han.

Og da han en dag gik ude på marken, gik det op for ham, at han ville noget andet.

Morten Højland i Esbjerg, hvor han gennem flere år har boet.
Morten Højland i Esbjerg, hvor han gennem flere år har boet.
Foto: TV 2 Dokumentar

Blev sofasover

Med en pose penge fra sin mor rejste han tilbage til Danmark med aftalen om at tage en uddannelse.

Det var måske ikke en helt gennemtænkt plan. Morten Højland vendte i hvert fald tilbage til Danmark med forestillingen om, at han bare kunne sove hos nogle venner. Altså couchsurfe.

Ifølge fonden Projekt Udenfor, der arbejder for at forbedre vilkårene for hjemløse, starter mange hjemløse som sofasovere.

Med ejendele pakket i en taske overnatter de tilfældigt eller midlertidigt hos venner og familie. Det er svært at få et overblik over, hvor mange der ikke har sit eget hjem. Men andelen af sofasovere blandt unge i hjemløshed er ifølge Projekt Udenfor generelt højere end blandt andre aldersgrupper.

Men det kan være tærende for relationen og med tiden, hvis netværket bliver slidt op, vil nogle hjemløse unge ende på et herberg og andre på gaden.

Så galt endte det ikke for Morten Højland. Ikke i første omgang i hvert fald.

Lys og sikker fremtid

For efter at have sofasovet hos nogle venner, mens han færdiggjorde sin HF, kom han ind på Teknisk Skole.

Han fik en studiebolig få minutters gang fra skolen, og det uforudsigelige sofasoverliv stoppede.

Morten var i midten af 20’erne, og fremtiden føltes for første gang længe lys og sikker.

Og livet blev ekstra dejligt, da han mødte en ung kvinde, der i den grad fejede benene væk under ham. Det var under corona, og de blev ifølge Morten Højland hurtigt meget tætte og brugte meget tid sammen i hans studiebolig.

Morten Højland.
Morten Højland.
Foto: TV 2 Dokumentar

Morten Højland havde aldrig været gladere for en pige, og de drømte sammen om at rejse til Canada.

Men drømmen blev på et splitsekund til et levende mareridt for Morten Højland.

For kærestens pludselige død satte gang i en lang række følelser, der gjorde det umuligt for ham at komme igennem en helt almindelig hverdag med studie, indkøb, madlavning, oprydning og så videre.

- Jeg stoppede bare med at gøre de ting, jeg skulle gøre, siger Morten Højland og har svært ved at forklare, hvad der egentlig skete med ham.

Han kan bedst beskrive det, som om alt blev slukket inden i ham.

Morten Højlands liv gik i stå, da kæresten døde.
Morten Højlands liv gik i stå, da kæresten døde.
Foto: TV 2 Dokumentar

Smidt ud

Morten Højlands deroute blev total, da han blev smidt ud af sin uddannelse. Han havde hverken passet sin praktik eller undervisningen i løbet af det seneste år.

Beskeden om, at han ikke længere var tilmeldt sin uddannelse, gjorde ikke stort indtryk på ham dengang. Men i dag ved han, at det var det, der væltede det hele. Uden uddannelsen og SU kunne han heller ikke blive boende i studieboligen.

Derfra gik det stærkt. Pludselig var han både uden kæreste, uddannelse og hjem.

Skolen hjalp med at kontakte kommunen, og før han vidste af det, fik han tildelt en plads på et herberg.

Han efterlod kaosset i lejligheden og de ting, han gennem årene havde sparet sammen til.

Og han vendte aldrig tilbage for at hente tingene.

- Jeg turde heller ikke gå tilbage, fordi det sårede mig helt vildt, når jeg kom tæt på, fortæller Morten Højland.

Bange for at blive dømt

Det føltes som et nederlag at flytte på herberg, og det var hårdt at erkende, at livet var gået så skævt.

- Jeg var megabange for, at folk dømte mig for at være hjemløs. Du ved, fordi jeg ramte bunden af bunden.

Men samtidig opdagede Morten Højland hurtigt, at det i virkeligheden var rart at blive en del af et fællesskab og bo et sted, hvor han oplevede, at både andre beboere og personalet var oprigtigt interesseret i ham.

- Alle så hinanden som ligeværdige mennesker, siger han.

Lige så stille begyndte Morten Højland at fokusere på sig selv og på at få det bedre. Han kom mere ud, socialiserede med de andre unge og begyndte også at spille fodbold.

Det fungerede godt, bortset fra forbruget af hash. Førhen havde Morten Højland røget hash et par gange om ugen – kontrolleret, fortæller han.

Men på Skjoldbo blev forbruget til et misbrug. Det var især om aftenen, at Morten Højland kunne mærke behovet for at slukke for tankerne.

- Jeg kunne ikke falde i søvn om aftenen, så jeg røg en helvedes masse joints.

Han var simpelthen bange for at komme ind i alle de dårlige tanker og følelser, som han havde i tiden lige efter kærestens død.

Morten Højlund oparbejdede et stort hashforbrug, mens han var på herberg. I dag kæmper han for at komme ud af det.
Morten Højlund oparbejdede et stort hashforbrug, mens han var på herberg. I dag kæmper han for at komme ud af det.
Foto: TV 2 Dokumentar

Løj for sin mor

Tankerne kredsede også meget om rodet – både det i hovedet og det i boligen – uddannelse, og på hvordan han skulle tjene penge.

Han havde dårlig samvittighed over at have fået penge af sin mor til at rejse tilbage til Danmark for at tage en uddannelse, og i stedet var endt på et herberg.

Derfor løj han og sagde, at alt var fint.

- Men det var, som om hele mit liv var en løgn. Jeg fik det så dårligt med mig selv, for jeg hader at lyve. Især over for min mor.

Men i takt med at han reflekterede mere og mere over sin livssituation, gik det op for ham, at han ikke kunne leve sit liv på en løgn.

- Det gjorde bare noget ved mig, at hun ikke vidste, hvordan jeg i virkeligheden havde det, fortæller Morten Højland, der følte sig lettet, da han endelig fik fortalt sandheden.

For selvom moren ifølge Morten blev noget overrasket, var hun glad for, at han var ærlig.

- Det føltes som noget tungt, der blev fjernet fra mine skuldre, fortæller Morten Højland.

Indset mange ting

Det er i dag to år siden, det hele blev vendt på hovedet. I dag er Morten Højland 27 år, og på trods af de seneste års mange udfordringer, prøver han at fokusere på de positive ting ved det hele.

- Jeg har indset mange ting om mig selv ved at være igennem alle de fucking lorteting.

Han er blevet klogere på, hvad hans udfordringer er, hvor han fejler, og hvad der er første skridt mod at komme tilbage på rette vej.

Med den viden var han efter syv måneder på Skjoldbo klar til at flytte ind i sin egen lejlighed i Esbjerg.

En etværelses kvistlejlighed med eget køkken og bad.

Men det var dog ikke uden frygt for at fejle.

Morten Højland var bange for at “fucke op” og ryge tilbage på herberget. Han var fast besluttet på at gøre noget ud af sit nye hjem.

Det skulle både være rart at se på og at være i. Her fire måneder senere er det gået godt.

Morten Højland røg også hash tidligere, men slet ikke i det omfang, som han begyndte på, mens han var på herberget.
Morten Højland røg også hash tidligere, men slet ikke i det omfang, som han begyndte på, mens han var på herberget.
Foto: TV 2 Dokumentar

Vil stoppe med at ryge hash

Og heldigvis har Skjoldbo-herberget ikke helt sluppet ham, hvilket Morten Højland er glad for.

- Det er mega nice af dem, at de ringer og tjekker op på mig. Det giver mig en følelse af, at jeg ikke bare har været deres arbejde.

Derudover får Morten Højland støtte af to kontaktpersoner fra kommunen, der jævnligt besøger ham og hjælper ham med helt almindelige hverdagsting og lægger en plan for de næste skridt mod et godt og stabilt liv.

Øverst på listen er hashrygningen, som der skal styr på som det første.

Og det går faktisk fremad, fortæller Morten Højland og skæver ned i det godt fyldte askebægre, der står på sofabordet foran ham.

- Du kan se jointskodderne. Jeg er ikke stoppet, men jeg er i gang med at trappe ned. Det er gået fra meget om dagen til næsten ingenting om ugen.

I stedet for at ryge hash holder han sig aktiv med fodbold, disc golf og hygge med de af hans venner, der ikke ryger hash.

- Jeg prøver bare at skabe en struktureret hverdag, som jeg havde før i tiden. For når jeg har styr på den, så kan jeg vende tilbage til en uddannelse.

Og hvem ved. Måske ender Morten Højland med at udleve drømmen om et liv i Canada alligevel.