Lokalt dansk særfly er landet i Pakistan: - Jeg er i Islamabad. Jeg kan ikke sige mere

Et specialfly fra Danish Air Transport i Vamdrup er på vej til Islamabad, hvor evakuerede fra Afghanistan venter på videre transport til Danmark

Hundredvis af diplomater samt afghanere med tilknytning til den danske ambassade venter lige nu på at komme til Danmark fra Kabul via Pakistan. Det oplyser den pakistanske udenrigsminister.

quote

Jeg er i Islamabad. Jeg kan ikke sige mere.

Jesper Rungholm, direktør, DAT, Vamdrup

Men nu er et fly fra flyselskabet DAT - Danish Air Transport - der holder til i Vamdrup ved Kolding - på vej mod den pakistanske hovedstad, Islamabad, med et specialfly med plads til 111 personer. Af sikkerhedsmæssige årsager vil flyselskabet ikke give mange detaljer om transporten:

- Ingen kommentarer. Henviser til Udenrigsministeriet, lød den korte melding i dag fra DAT's kommercielle direktør, Robert Rungholm, til TV 2.

Heller ikke Udenrigsministeriet eller Forsvarsministeriet har villet oplyse om formålet med særflyet. Også af sikkerhedsmæssige årsager.

Samme flyselskab med fodboldspillere

Flyet, der er det samme, som transporterede danske fodboldspillere rundt i Europa under sommerens EM-turnering, afgik klokken 07.45 fra Billund Lufthavn.

På det tidspunkt var flyet officielt på vej mod Georgien. Men det viste sig, at der kun var tale om en mellemlanding - formentlig for at tanke op undervejs. Flyet fortsatte kort efter mod Islamabad i Pakistan.

Flyet landede i Pakistan omkring klokken 16 dansk tid.

Tidligere på dagen meddelte den pakistanske udenrigsminister, Shah Qureshi, at Pakistan nu aktivt hjælper Danmark med evakueringen ud af det kaotiske Kabul.

- Pakistan faciliteter evakueringen af diplomater og embedsmænd, herunder også evakueringen af 431 afghanere, der har arbejdet for den danske regering, meddelte den pakistanske udenrigsminister.

DAT har hjulpet før

Flymagasinet Check-in har fulgt det hemmelighedsomgærdede flys vej til Pakistan, og magasinet mener ikke, at det er det eneste kommercielle fly, der er sendt afsted til området.

Også SAS er på opgaven, skriver Check-in. Dette har flyselskabet dog ikke villet bekræfte over for mediet.

DAT har tidligere samarbejdet med de danske myndigheder om transporter til og fra Afghanistan. Selskabets direktør, Jesper Rungholm, der selv er pilot, har flere gange siddet i cockpittet under nogle af transporterne.​

Og det er også ham, der har fløjet flyet til Islamabad:

- Jeg er i Islamabad. Jeg har ikke mulighed for at sige mere lige nu, sagde han mandag til TV 2, kort efter han havde landet flyet i den pakistanske hovedstad.