Man kunne nemt have misforstået det som glædestårer, hvis ikke man vidste, hvad der lå bag.
Men det gjorde kun de nærmeste.
Mens holdkammeraterne jublede rundt på tværs af halgulvet, modstanderne ærgrede sig, gled Louise Føns rundt med tårerne trillende, mens der blev sagt tak for kampen.
Louise Føns kommer oprindeligt fra Kolding og har tidligere spillet for Vejen EH/KIF, men har siden sæsonen 2014/2015 spillet for København Håndbold, og det var netop dét hold, der havde sikret sig den sidste plads i slutspillet i kvindernes håndboldliga, kort tid efter Louise Føns fik en svær besked.
Blot få timer forinden havde Louise Føns nemlig mistet sin far. Pludseligt. Alligevel gik hun på banen mod Ajax, passede sit arbejde, professionel for klubbens skyld.
En umulig opgave.
En smuk forårsdag
Den 23. marts var ellers begyndt som så mange andre.
Louise Føns havde både nået at være en tur på arbejdet og tage sig et dyp i havet, men da hun kommer hjem, får hun et opkald fra sin mor.
Hendes far er død, mens han sammen med Louise Føns' storebror gik i marken ovre i Jylland, under den blå himmel med udsigt til fjorden, og samlede sten.
- Det var voldsomt, og det var pludseligt, siger Louise Føns.
Dagen, som begyndte som en af de smukkere, er blevet et mareridt, der ikke giver mening. Men sammen med familien tager Louise Føns beslutningen om, at hun skal på banen senere samme dag.
- Min mor siger så, at hvis du overhovedet kan, så skal du spille for far. Det ville han have ønsket.
- Min far var selv sportsmand til det sidste. Det ville være i hans ånd, og han var altid med mig i håndbolden.
Ingen skal vide noget
Louise Føns kontakter trænerteamet i København Håndbold, Claus Mogensen og Christian Køhler, mens hun står i en 'tsunami' af sorg, savn og chok.
Der er intet pres fra klubbens side om, at hun skal spille håndbold den aften. Men hun gør det alligevel på den betingelse, at holdkammeraterne ikke bliver orienteret om hendes tab.
- Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne gennemføre kampen, hvis de vidste det. Jeg havde brug for at være alene i det sammen med min far, siger Louise Føns.
Sådan bliver det.
Den rutinerede fløjspiller slider med tingene undervejs, men bliver efter sejren på 30-22, med slutspillet sikret, kåret som kampens spiller af København Håndbolds fans.
Det er stadig svært for mig at stå her, det gør mega ondt
Først derefter går det op for mange, at der må være noget andet bag tårerne, som ikke er til at stoppe.
- På den ene side, så husker jeg ingenting. På den anden side, så husker jeg alt klart. Det lyder skørt, men jeg havde det som om, at han var med mig. Jeg satte ikke en fod rigtigt i første halvleg, men jeg kunne høre alle hans råd, siger Louise Føns.
Sportsudøvere har også ting i bagagen
Der er ikke engang gået en måned siden, at Louise Føns' telefon ringede på en smuk forårsdag, der var som så mange andre.
Sorgen er der stadig, den slags forsvinder ikke bare, og for Louise Føns har det været vigtigt at få fortalt sin historie. For sig selv, men også for sin far.
- Min far var selv en dygtig og ihærdig sportsmand. Han har lært mig, at man skal tænke på holdet først. Han var et meget ydmygt menneske, der behandlede alle godt, og det har jeg taget med mig i min karriere.
Udover at mindes sin far, så er det også vigtigt for Louise Føns at få sat ord på den usynlige bagage, som mange sportsfolk er nødt til at skulle håndtere, når de træder ind på banen.
Også selv om ingen andre ved det.
- Sportsudøvere skal præstere hele tiden, og vi skal være på, men der er så mange ting, som vi også har med i bagagen, når vi går ind på banen.
- Det er stadig svært for mig at stå her, det gør mega ondt, og jeg savner ham helt vildt, siger Louise Føns.
