WHO: Den danske grænse kan åbnes, hvis man tager de rette forholdsregler

Et politisk flertal udenom regeringen mener, at den nuværende grænsekontrol skal lempes.

Hvis Danmark er forsigtige og planlægger omstændighederne nøje, vil man kunne gennemføre en genåbning af de danske grænser nu.

Sådan lyder det fra læge Margaret Harris, der er talsperson for verdenssundhedsorganisationen, WHO, i et interview med TV 2.

- Det er meget vigtigt at opspore, teste og behandle. Det har Danmark gjort med stor succes, og det er vigtigt at bygge videre på den succes, siger Margaret Harris.

Talspersonen fra WHO mener, at Danmarks succesfulde strategi mod coronavirus gør, at hun vil anbefale, at man kan begynde at åbne den danske grænse for turister, hvis det sker under en række forholdsregler.

- Ja, det vil man kunne, siger Margaret Harris om muligheden for en dansk grænseåbning, men hun kommer med et forbehold:

- Men det skal gøres med stor omtanke, exceptionel planlægning og helt klare retningslinjer, siger WHO-talspersonen.

Alle danske grænseovergange og samlingspunkter for turister skal indrettes, så man kan sikre særlig god afstand, mulighed for opretholdelse af god hygiejne, og så skal man samtidig ”screene” turisterne for corona ved ankomsten til Danmark, lyder det.

Kombineret med en gennemarbejdet redningsplan i tilfælde af et pludseligt stigende smittetrykket er disse foranstaltninger, ifølge Margaret Harris, essentielle for en genåbning af grænserne.

SSI: Grænseåbning kan starte nye smittekæder

Udmeldingen fra WHO kommer samme dag, som Statens Serum Institut (SSI) har offentliggjort en rapport, hvor de har regnet på smittespredning og sygehusbelastningen i forhold til en udvidet genåbning af det danske samfund.

I rapporten konkluderer SSI, at Danmark generelt kan genåbne yderligere. Men en eventuel grænseåbning kan medføre, at smittede personer vil rejse ind i landet og starte nye smittekæder.

Statens Serum Institut er dog usikre på, hvilken effekt grænseåbninger vil have på smitten i Danmark, "da risikoen for smitte vil afhænge af de lande, som personer kommer fra".

Regeringen presses for grænseåbning

Efter offentliggørelsen af rapporten har et flertal udenom regeringen presset på for en fremskyndelse af den yderligere genåbning, herunder en lempelse af grænsekontrollen.

Det er de borgerlige partier samt De Radikale og Alternativet, der har fremsat en række krav. Et af dem går på, at "grænsekontrollen og de skærpede rejsevejledninger lempes ved udgangen af maj".

Blandt andre mener de radikales leder, Morten Østergaard, at det er på tide at åbne for de danske grænser.

- Vi skal stadig tage risikoen for smittespredning dybt alvorligt. Men det er danskernes sunde fornuft og kloge adfærd, der forebygger smittespredning - ikke forbud og grænselukning. Derfor har vi set os nødsaget til at handle, lyder det fra Morten Østergaard.

Regeringen er endnu ikke klar til at åbne grænserne. På vej ind til onsdagens forhandlinger om genåbningen af Danmark blev statsminister Mette Frederiksen spurgt, om hun kan tillade sig at ignorere et flertal, der vil have grænsen åbnet.

- Hvis Danmark har en statsminister, der lader sig presse til noget, der ikke er forsvarligt, så holder det simpelthen ikke. Og det bliver ikke med mig, svarede hun.

Regeringen og Folketingets partier forhandler her til aften videre om genåbningen af Danmark.