Elever i små klasser risikerer at skulle finde sig ny skole - langt væk fra deres egen

Ansager Skoles 7., 8. og 9. klasser er blevet så små, at politikerne i udvalget Børn og Læring i Varde Kommune må tage stilling til, om de skal nedlægges.

- Det taler vi meget om i skolen. Det går ud over energien, fordi vi er usikre, siger 14-årige Emilie Morsing Hansen. 

Måske skal hun og alle andre elever i de tre ældste klasser finde sig en ny skole. Hvis de i morgen tirsdag får "dødsstødet" af politikerne. 

Hun er nemlig en af de 21 elever, der går i 8. klasse. Ifølge Varde Kommunes skolestruktur fra 2017 udløser det en beslutning i udvalget Børn og Læring. Skal-skal ikke nedlægges? For når elevtallet er under 24 to år i træk, skal det tages op til politisk overvejelse. 

Marianne Morsing Hansen er både mor til Emilie og Andreas og formand for skolens aktive forening, Ansager Skoles Venner.
Marianne Morsing Hansen er både mor til Emilie og Andreas og formand for skolens aktive forening, Ansager Skoles Venner.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD
quote

Eleverne kommer til at tilbringe en masse tid i busser

Marianne Morsing Hansen, formand for Ansager Skoles Venner


- Træls 

Bedre ser det ikke ud i 7. klasse med 22 elever. I 9. klasse er der 10, og så kan klasserne meget vel blive lukket. 

- Det vil jeg være ked af, for så bliver vi spredt på forskellige skoler. Jeg tænker selv på, at jeg vil til Grindsted, fordi min far arbejder der og forhåbentlig kan køre mig, siger Emilie Morsing Hansen. 

Hendes bror, Andreas, sidder ved siden af. Han går i 6. klasse og bliver ikke umiddelbart ramt. Men han synes, at det er "træls", hvis søsteren skal flytte skole allerede nu. 

"Vi kan og vil", lyder skolens motto.
"Vi kan og vil", lyder skolens motto.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Kvalitet frem for kvantitet

Moren, Marianne Morsing Hansen, er meget bekymret. Ikke kun for hendes egen datter, men for alle de ældste elever. Hun er nemlig formand for Ansager Skoles Venner og kæmper for at bevare skolen, som den er nu. 

- Men antallet af elever er faldet fra 198 for bare fire år siden og er nu nede på 171. Det er ikke just nogen stor skole?  

- Nej, det er rigtigt, men skolen er velfungerende og har stor succes med at lære vores børn det, de skal, så jeg er godt tilfreds, siger hun. 

Fravalg af Ansager

Skolegården er blevet opdateret for 250.000 indsamlede kroner. Ansager Skoles Venner og byen gør meget for at beholde skolen - inklusiv overbygningen. Det handler - også - om bosætningen i byen fremadrettet. 

- Hvis politikerne fjerner overbygningen, bliver det sværere for os at markere os som en by i udvikling, og dermed risikerer vi, at børnefamilier ikke vælger Ansager, når de skal finde et sted at bo, siger formanden for Ansager Borgerforening, Inge Thisted.

Elevtallet i de ældste klasser:


7. årgang: 22 elever (20 - i 2021)

8. årgang: 21 elever (12 i 2021)

9. årgang: 10 elever (10 - i 2021)     

Hvis - eller når - de ældste elever på Ansager Skole skal finde sig en ny skole, vil det helt sikkert betyde, at de skal frem og tilbage med bus eller skal køres. 

Rammer byens foreningsliv

Der er flere muligheder. Men for Varde Kommune vil det blive dyrest, hvis elever vælger at gå i skole i Grindsted - altså i nabokommunen Billund. 

- Eleverne kommer til at tilbringe en masse tid i busser. Det er min bekymring, at det går ud over fritidsjobs og foreningslivet, hvis de ikke kan nå at komme tilbage, inden de skal møde på fritidsjob, eller de skal arbejde som frivillig i en forening, siger Marianne Morsing Hansen.  

Formanden for Ansager Borgerforening Inge Thisted frygter, at livet i byen - "også det efter kl. 16.00", som hun siger - bliver langt mindre. 

- Det vil gøre byen mindre attraktiv at bo i, siger hun. 

Formanden for Børn og Læring, Connie Høj fra Venstre, vil ikke udtale sig før mødet i udvalget er holdt i morgen tirsdag.