Ulven har bredt sig til det meste af Jylland, og nu vil regeringen udvide den såkaldte ulvezone. Det klinger godt i ørene på en af de fåreavlere, der længe har ventet på hjælp.
Torsdag fremlagde regeringen sit forslag til den kommende finanslov for 2024. Her ser det ud til, at fåreavlere som Torben Kousgaard får en håndsrækning.
- Det er dejligt, at vi er blevet hørt, og at der er penge i finansloven til os, siger han.
I over 20 år har Torben Kousgaard avlet får på en gård lidt udenfor Varde, og i foråret mistede han ni får til ulveangreb.
Fåreavleren har ikke kunnet få tilskud til hegn, da han avler sine får i et område, der tidligere ikke var udpeget til ulvezone. Tilskudsordningen har indtil nu dækket to områder i Midtjylland og Vestjylland.
Det bliver der ændret på nu. Og fåreavleren kan glæde sig over, at ulvezonen bliver udvidet til hele Jylland.
- Jeg synes, det er et stort skridt i den rigtige retning, at der nu kommer penge på finansloven de næste fire år til blandt andet ulvehegn, siger fåreavleren, der også har kyllinger, grise og ænder.
Og Torben Kousgaard er ikke den eneste, der glæder sig over det. Anni Matthiesen (V) er en af de politikere, der har presset på for ændringer på området.
- Jeg tror ikke helt, at det kan stå alene. Man er nok nødt til at kigge i EU, om der er mulighed for at regulere nogle få ulve, der volder de største problemer.
Ifølge Anni Matthiesen er det ønske ikke helt urealistisk.
- Det her er det første skridt. Jeg siger ikke, at vi i mål. Det er sådan, at Venstres EU-parlamentarikere også kæmper på europæisk plan for at få nogle bedre muligheder for at regulere ulven, fortæller Anni Matthiesen.
Ungt par kan være starten på øens generationsskifte
Mange unge rejser til Asien, Afrika eller Amerika i deres sabbatår, men ikke kæresteparret Ida og Anton. De har valgt at tilbringe en del af deres sabbatår på Endelave.
Inde i køkkenet på Kroen Endelave bliver der lavet burgere, pommes friter og stjerneskud en masse.
I receptionen ringer klokken. Der bliver spurgt om et bord til to.
- Vi kan godt lige klemme to mere ind, siger 21-årige Ida Elmgreen Bach Sørensen, der er daglig leder af Kroen Endelave.
Men så er der hellere ikke plads til flere, for det vælter ind med spisende sommergæster.
- Vi arbejder omkring 13 timer om dagen, fortæller Ida Elmgreen Bach Sørensen.
21-årige Ida Elmgreen Bach Sørensen står for den daglige drift på Endelave Kro sammen med sin kæreste.
Den unge kvinde står for den daglige ledelse af kroen sammen med sin kæreste, 22-årige Anton Willum Kousgaard. De har taget rejsen fra henholdsvis København og Odder for at bo på øen og drive kroen.
- Jeg startede i marts, og så kom Anton i april. Planen er, at vi skal være her året ud eller måske til starten af næste år, siger Ida Elmgreen Bach Sørensen.
Til daglig bor der 151 mennesker på øen, og selvom det er få, er der altid en hjælpende hånd at finde.
En dag manglede kroen estragon for at kunne køre aftenserveringen, så Ida Elmgreen Bach Sørensen tog hen til campingpladsen for at høre, om de havde noget liggende. I stedet for estragon gav de gav hende et privatnummer på Tove, som havde krydderuter i haven, og så var det fikset.
- Det er ligesom at bo på en kæmpe villavej. Alle kender alle og er klar til at hjælpe, siger Ida Elmgreen Bach Sørensen.
Kroen Endelave tilbyder både spisning og overnatning.
Ø-holdet håber på et generationsskift
På øen har de oprettet "Ø-holdet", som skal forsøge at få unge til at flytte til øen, så der kan komme et generationsskifte.
- Vi er oppe i årene, så vi skal have nogle af de unge til at komme og overtage, siger Lene Iversen, der er beboer på Endelave og en del af Ø-holdet.
Lene Iversen håber, flere unge vil flytte til øen.
Ø-holdet arrangerer samtaler med unge mennesker, der overvejer at flytte til øen, for at snakke deres problematikker ved at flytte til øen igennem.
- Vi har fået Ida og Anton over, men ellers er der ikke kommet flere. Jeg er dog optimistisk, siger Lene Iversen.
Gennemsnitsalderen på øen er 65,3 år, og beboerne håber, at flere unge mennesker vil slå sig ned i fremtiden.
- Vi kan sagtens få tiden til at gå, men det er dejligt med noget larm og børnelatter, siger Lene Iversen.
Det unge par har boet på øen i nogle måneder, og de har allerede fået en idé om, hvor de skal hen i fremtiden.
- Det er dejligt at bo her, men der er langt hjem. Jeg vil gerne tilbage til København på et tidspunkt, fortæller Ida Elmgreen Bach Sørensen.
- Jeg ved ikke, om vi vil blive boende, men vi vil helt klart komme på besøg, siger Anton Willum Kousgaard.
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.