Forsker om betalte stemmer: - Ikke idéen med demokratiet

I aften stemmer Venstre i Varde om, hvem der skal være deres nye borgmesterkandidat til kommunalvalget i november.

I forbindelse med aftenens valg af borgmesterkandidat for Venstre i Varde, har der været en del polemik om, hvordan flere nye medlemmer har fået enten betalt et medlemskab i partiet eller har fået en rabat i forbindelse med indmeldelsen.

JydskeVestkysten kunne i weekenden fortælle, at indehaver af Skamstrup Maskinstation i Øse, Torben Kamp, har betalt 35 af sine medarbejderes medlemskab i Venstre, så de kan stemme på Peder Foldager, som ny borgmesterkandidat ved mandagens valg.

Derudover har en anden unavngivet virksomhed sponsoreret en rabat på 100 kroner til medlemmer, der den 17. januar meldte sig ind i Venstrekredsen Horne-Sig i Varde kommune, hvor kandidaten Mads Sørensen kommer fra. 

De to episoder har skabt røre hos kredsbestyrelsesformanden i Venstre i Varde kommune, Lotte Højmark Tang, der hele weekenden har undersøgt, om der er sket fusk med stemmerne.

- Der er ikke noget som helst, der er ulovligt. Det er helt afgørende for mig, for vi kan ikke stå med en kandidat i aften, hvor der er mistanke om noget som helst, så det har vi undersøgt, og derfor ved vi, at der intet ulovligt er foregået, siger hun.

Lotte Højmark Tang har brugt weekenden på at undersøge de nye medlemmer i Venstre.
Lotte Højmark Tang har brugt weekenden på at undersøge de nye medlemmer i Venstre.

Stemmekøb er ulovligt udenfor partier

Men situationen havde været en anden, hvis der var tale om købte stemmer til et kommunalvalg, regionsrådsvalg eller folketingsvalg, fortæller valgforsker, Roger Buch.

- Hvis man gjorde det her til et kommunalvalg eller folketingsvalg, så ville det være klart ulovligt og strafbart. Det, vi kalder stemmekøb og stemmepres, er ulovligt i Danmark. Det er ikke tilladt at påvirke folk med penge, siger Roger Buch.

Ikke idéen med demokrati

Ifølge valgforskeren er det på den ene side meget normalt, at kandidater mobiliserer stemmer, men at det er en usædvanlig måde, at det er sket på, selvom der rent lovmæssigt ikke er noget at komme efter.

Han mener dog, at det har konsekvenser for den demokratiske proces.

- Jeg synes ikke, at man skal købe stemmer i et internt valg. Det er ikke ideen med vores demokrati, men i sidste ende er det op til partierne selv.

Samme opfattelse deler kredsbestyrelsesformand for Venstre i Varde, Lotte Højmark Tang, der har valgt at tage vedtægterne op til diskussion ved Venstres Hovedorganisation.

- Bare det at muligheden er til stede for, at man kan gøre noget, der er uhensigtsmæssig, synes jeg, vi skal have lukket for. Derfor bragte jeg det også op på hovedbestyrelsesmødet i går. Vi er i gang med at kigge på vedtægtsændringer og få modificeret Venstres vedtægter, siger hun.

Er dette eksempler på, at man kan købe stemmer i Venstre? 

- Det kan man diskutere, men det her handler om, at nogle rigtig gerne vil bakke en lokal kandidat op, og muligheden er til stede for at gøre det på den her måde, siger Lotte Højmark Tang.