Museumsdirektør: - Mejeri hører til på Unescos Verdensarvsliste

Hjedding Andelsmejeri syd for Ølgod skal udvides med et hus, hvor historien om mejeriet skal fortælles.

Verdens første andelsmejeri ligger lidt syd for Ølgod. Her har det ligget siden 1882. Det hedder Hjedding Andelsmejeri – og snart er det navn måske at finde på Unescos Verdensarvsliste.

Det er i hvert fald det, Vardemuseernes direktør Claus K. Jensen drømmer om.

I en årrække har andelsmejeriet været et lille museum, men nu skal det formentligt udvides med et hus, hvor historien om mejeriet kan blive formidlet. Og det er det, der skal give museet en plads på verdensarvslisten.

- Vi vil gerne have flere ud at høre den her fantastiske historie. Det er en helt unik historie, der forandrer verden. Det er bare en vild historie, lyder det fra Claus K. Jensen.

- 22 mænd forandrede verden

Ifølge museumsdirektøren så går historien på, at landbruget var i økonomisk krise i slutningen af 1800-tallet. Derfor satte 22 mand sig ned for at finde ud af, hvordan de kunne levere smør af bedre kvalitet, og herved opstod Hjedding Andelsmejeri i 1882.  

- De mænd lagde alle sammen penge i projektet, og de risikerede rigtig meget. Hvis det gik galt, så havde de et problem, siger Claus K. Jensen.

Men det gik langt fra galt. For 30 år senere var der 1.300 andelsmejerier i Danmark.

- Historien om Hjedding Andelsmejeri er en historie om noget, vi har skabt i fællesskab. Det handler om demokrati, mod og iværksætteri, siger museumsdirektøren.

Andelsmejeriet hører til på verdensarvslisten

Det er netop den historie, som han drømmer om, at endnu flere får kendskab til ved at lave et hus bag det nuværende lille museum, hvor historien kan blive fortalt i nye rammer.

For Claus K. Jensen er historien så særlig, at den hører til på Unescos Verdensarvsliste.

- Det vil gøre mig så glad, hvis andelsmejeriet kommer på verdensarvslisten, for det er noget, som vi kan være stolte af, siger Claus K. Jensen.

Som det ser ud lige nu, så bliver tegningerne for det nye formidlingshus tegnet i år, mens det vil tage en håndfuld år, før huset bliver en realitet.