Nu kommer den største militærøvelse i nyere tid

Trods risiko for covid-19 indleder militæret stor øvelse med soldater fra hele Danmark samt Estland og Litauen.

Mandag begynder den største militærøvelse i nyere tid på militærets kæmpestore øvelsesterræn ved Oksbøl. 2600 soldater er med i Brave Lion, som er øvelsens navn. Foruden soldater fra hele Danmark deltager også styrker fra Estland og Litauen, og for første gang også flyvevåbnet med F-16 kampfly.

Covid-19?   

Søndag aften spurgte TV SYD pressechef i Første Brigade, Nikolaj Thide, om, hvordan de tackler risikoen for smitte med covid-19 blandt de mange soldater fra mange steder. Her er hans svar:

quote

Får vi smittede soldater, vil vi betragte det som en viruskontamineret situation, som vi skal forholde os til.

Nikolaj Thide, pressechef, Første Brigade.  

- Vi skal også forholde os til covid-19, og vi følger de overordnede retningslinier fra Sundhedsstyrelsen. Soldaterne skal opholde sig i deres primærgrupper, og de skal opretholde høj hygiejne. Det samarbejder vi med Forsvarets Sanitetskommando om. Desuden er soldaterne fordelt på 25 kvadratkilometer, og de opholder sig udendørs.

Isolation

- Hvis nogle soldater begynder at føle sig skidt tilpas, skal de i isolation og testes hurtigst muligt. Og så følger vi Sundhedsstyrelsens regler for dette med blandt andet smitteopsporing. 

- Har I overvejet at aflyse?
- Det har været diskuteret, men det kan vi ikke. Vi er en operativ styrke, vi har et ansvar i forhold til forsvarsforliget og Natos artikel fem, som er musketer-eden. Vi skal stå klar med en operativ brigade. Vi har været lukket ned siden marts, og vi er reelt i et uddannelsesunderskud.
Får vi smittede soldater, vil vi betragte det som en viruskontamineret situation, som vi skal forholde os til. Vi vil tage det ind som et vilkår og gøre det til en del af vores mind set. Sådan ville det også være i virkeligheden, siger Nikolaj Thide, pressechef i Første Brigade.

 Brave Lion varer i de kommende to uger.