Thomas kørte til den ukrainske grænse med 4.000 gratis burgere

Pagoden Foodtruck er kørt til Polen for at bespise ukrainske flygtninge og nødhjælpsarbejdere.

I 2021 blev deres burgere kåret som Danmarks bedste. I denne uge langer folkene bag Pagoden i Ølgod tusindvis af gratis burgere over disken i deres foodtruck i Polen.

I den polske by Przemyśl, som ligger mindre end ti km fra grænsen til Ukraine, har de parkeret deres foodtruck foran banegården. Her ankommer dagligt tusindvis af ukrainske flygtninge med tog fra krigen i hjemlandet.

De kan forsyne sig med en gratis burger i Pagoden Foodtruck.

Flygtninge fra Ukraine kunne få sig en gratis burger ved Pagodens foodtruck foran banegården i den polske by Przemyśl.
Flygtninge fra Ukraine kunne få sig en gratis burger ved Pagodens foodtruck foran banegården i den polske by Przemyśl.
Foto: Pagoden Foodtruck

Thomas Møbjerg og hans kollega Christine Thing pakkede lørdag foodtrucken og begav sig mod Polen. Hensigten var at yde en form for humanitær nødhjælp med de midler, de har til rådighed.

- Vi ville også gerne bidrage i forbindelse med krigen i Ukraine, og så fandt vi på at komme herned for at give folk en oplevelse, fortæller han.

Både ukrainere og polakker i form af reddere, politi og frivillige benytter sig af det danske tilbud om en gratis burger. Og der er ingen sure miner ved disken.

- Alle er så venlige og taknemmelige, så det er megafedt. Også for os at kunne hjælpe på denne måde, siger Thomas Møbjerg, der stod bag det nu lukkede spisested i Ølgod, Pagoden.

Thomas Møbjerg står bag Pagoden Foodtruck, som i denne uge har delt gratis burgere ud i Polen.
Thomas Møbjerg står bag Pagoden Foodtruck, som i denne uge har delt gratis burgere ud i Polen.
Foto: Privatfoto

4.000 burgere på få dage

Da Thomas og hans kollega tirsdag aften lukkede ned for klappen på foodtrucken, var der sendt i alt 4.000 burgere ud af køretøjet.

Mandag blev det til hele 2.000 pulled chicken og pork (kylling og svin, red.) burgere, og sidste dag var tirsdag.

Her blev de sidste 800 burgere tilberedt, før Thomas Møbjerg og kollega vendte næsen hjemad. Han bor stadig i Ølgod, selvom firmaet er rykket til Skjern.

På vejen til Polen trak de lørdag en køletrailer med blandt andet 550 kg kød. Når foodtrucken vender køleren mod Danmark igen onsdag, bliver de 1.500 kilometer det med tom trailer og en hel del oplevelser rigere.

Hvor meget turen har kostet firmaet, har Thomas Møbjerg ingen anelse om.

- Det har jeg ikke regnet sammen, men det har heller ingen betydning for os. Vi vil bare gerne hjælpe, understreger han.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.