Nu er der flere narkobilister end spritbilister

Syd- og Sønderjyllands Politi afslører nu flere, der kører narkokørsel end med sprit i blodet. Ny kampagne skal bringe antallet af narko-trafikanter ned.

I de første otte måneder af 2020 sigtede Syd- og Sønderjyllands Politi 986 personer for narkokørsel.

Til sammenligning lå antallet af sager om spirituskørsel i de første otte måneder af 2020 på 358.

Antallet af sigtelser for narkokørsel er samtidig steget i forhold til samme periode i 2019 og 2018, hvor tallet lå på henholdsvis 890 og 681.

Tidligere har der ikke været målrettede kampagner mod narkokørsel i Syd- og Sønderjylland. Men nu går politiet og syv syd- og sønderjyske kommuner sammen i en aktiv indsats for at stoppe den uheldige udvikling.

Det sker med en kampagne på sociale medier, der skal sætte tankerne i gang hos unge, der er målgruppen for indsatsen. 
 
Motoren for kampagnen er en minde-tatovering af en afdød ven - billedet på de følelser, skyld samt dårlig samvittighed man skal leve med nu og for evigt, når man har kørt en ven i døden – både når man ser sig selv i spejlet, og når andre ser på en.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

 
Kampagnens budskaber bliver spredt via Syd- og Sønderjyllands Politis Twitter-konto (#dropnarkokørsel) samt kommunernes Facebook-sider.
 
- Narkokørsel er et alvorligt samfundsproblem. Og alligevel er det ikke noget, vi taler ret meget om. Det skal denne kampagne gøre op med. Ellers får vi aldrig sat ind over for problemet, understreger projekt- og trafiksikkerhedskoordinator Anders Pedersen fra Vejen Kommune.

Narko mange-dobler risikoen for ulykker

Undersøgelser viser, at risikoen for at komme ud for et færdselsuheld stiger en til tre gange, når en person er påvirket af hash.

Risikoen stiger to til ti gange, hvis en person kører med kokain i blodet. Og hvis personen kører i bil med en blanding af stoffer og alkohol i blodet, er risikoen 20-200 gange større, end hvis man satte sig bag rattet uden at være påvirket.

Det har krævet stor indsigt at forstå gruppen af unge mennesker – særligt helt unge mænd, som både fra biologisk side er særligt disponeret til at tage farlige risici i trafikken, og som samtidig er en del af sociale systemer, der kobler narkokørsel sammen med spænding, social status og fællesskabsfølelse.

Netop af samme årsag er kampagnens omdrejningspunkt mindetatoveringen – for at understrege, at konsekvenserne ved narkokørsel kan være fatale for jævnaldrende, man kender og holder af.