Sami vil leve i fred, men krigen i Gaza har fået hans PTSD til at bryde ud igen

Mine forældre…., siger han men stopper så op. 

Sami Salha prøver at sluge spyttet og kæmper med at holde tårerne tilbage.

Han holder hånden op for at sige: ”Det er okay, jeg skal bare lige have en lille pause”.

Hans forældre bor i Jabalia-lejren i det nordlige Gaza. Hvor den 40-årige IT-specialist selv kommer fra. Hver dag står nerverne på højkant. Vil israelerne bombe lejren?

Sover på gulvet

Gaza-krigen har ramt Sami Salha som et missil. 

- Jeg kan ikke sove. Jeg græder. Jeg spiser ikke ret meget og drikke kun lidt vand med lidt salt, siger han.

Hans hustru Malene Mahmens nikker. Hendes mand kan finde på at ligge om natten på gulvet i stuen.

- Hvorfor det?

Han tøver. Og siger så:

- Der er en måde at sige til min forældre: ”Jeg tænker på jer. Jeg mærker jeres smerte.”

Sygemeldt med PTSD

Krigen i Gaza rammer også her i et stille villakvarter i Brørup, hvor det største problem næppe er frygten for, at en bombe rammer her. Vi er i det fredelige Danmark. 

Men der er alt andet end ro i Sami Salhas hoved. Hans PTSD (Post Traumatisk Syndrom Desease) er brudt ud igen.

- Min psykolog i Kolding har sendt mig til en specialafdeling på OUH (Odense Universitets Hospital, red.). Der skal jeg snart over, siger han.

En sygemelding har været sendt afsted til arbejdsgiveren i Billund. Han har været væk i tre uger, men er nu tilbage.

- Min chef er en god mand og har hjulpet mig, siger IT-specialisten.

Måtte hente lig ned fra træ

Hans tid i Gaza - før hans flugt - var dramatisk. Blodig. Fatal. Ikke en usædvanlig situation, hvis man bor i det krigshærgede område. 

Sami Salha begynder at fortælle om dengang. Det er voldsomme billeder, og Sami må holde et par pauser i sin fortælling. Som da hans storebror og dennes gravide kone dør efter et israelsk bombardement.

- Jeg kunne ikke finde ham i to dage. Men så fandt jeg det nederste del af et lig i ruinerne. Det var ham. Hans gravide kones lig fandt vi i et oliventræ. Jeg kravlede selv op og fik hende ned derfra.

Endnu et bombardement får hans nerver til at slå klik. Hans familie konstaterer, at han er blevet ”mærkelig”. Han har fået PTSD, siger en palæstinensisk psykolog til ham.

Flugten fra Gaza 

Så sker der igen noget dramatisk. Sami rager uklar med Hamas. Det gør man ikke ustraffet. Han vil ikke gå i detaljer – der er tydeligvis sket noget, der ikke har været særligt rart. Familien beslutter, at Sami må væk. Årstallet er 2013.

Via hjælp fra en ven og via det underjordiske tunnelsystem kom han til Ægypten, Tyrkiet, Kroatien.

Nu sidder han på vej til Stockholm, får han at vide. Her kender han en onkel. For 4.000 dollars havde menneskesmugleren sørget for et falsk pas, fly og det hele.

Høflig menneskesmugler

Han var venlig og høflig, husker Sami. I flyet sad menneskesmugleren på 1. klasse, mens Sami sad i den billigere afdeling.

- Han kom flere gange hen til mig for at tjekke, om jeg var okay, fortæller Sami Salha. 

En sjov detalje, synes Sami selv:

- Han havde en taske fyldt med falske pas. 10-12 stykker.

De kom frem til lufthavnen. Menneskesmugleren siger: "Vent lige her i 10 minutter" – og forsvinder. For altid, viser det sig. 

Stockholm? 

Et par timer senere bliver han kontaktet af politiet. Om han vidste, hvor han var? "Ja da. Stockholm". Men politibetjenten ryster på hovedet: ”Du er i København”.

- Så begyndte jeg at græde. Hvad skulle der ske nu? Jeg kendte ingen i København. Jeg stod uden pas. Jeg følte mig fortabt.

Så kom Sandholm. Derefter Frederikshavn. Derefter Vejen nu med asyl. Et tog førte ham til Vejen togstation, hvor en integrationsmedarbejder ville tage imod ham. Det skrev hun til ham på en SMS med et ”Venlig Hilsen” uden efterfølgende navn.

- Så jeg skrev tilbage til Mr. Venlig Hilsen. Jeg troede, det var navnet på integrationsmedarbejderen. Som jeg i øvrigt troede var en mand, fortæller han.

Kærligheden ankom med tog

I stedet mødte han Malene Mahmens – og de blev begge ramt på stedet af kærlighedens buldrende tog. 

Den 5. juli 2019 blev de gift. Bosatte sig i Foldingbro. Købte hus 1. april 2022 i Brørup, hvor hunden Junior er blevet 12 år og nu vist er mere Senior. Og – ikke at forglemme – har de, ud over hendes to medbragte børn, også et fælles datter Yasmina, der går i byens friskole.

- Her er der ingen, der mobber hinanden, siger hun glad, da hun kommer hjem fra svømning.

- Vi opdrager hende til at være empatisk overfor alle. Hun skal ikke være en del af Hadet. Vi ønsker ikke andet end fred for både palæstinensere og israelere, men ser hver dag i nyhederne, hvordan krigen ødelægger alt. Der hvor mine forældre bor – i Jabalia Camp – kan vi se, at folk ikke har noget at spise eller at drikke. De lider. Det er skrækkeligt, siger Sami Salha.

Som en sten i hjertet  

Og Døden kommer stadig til ham. Nu gennem tv'et på hans kontor. Det viser den arabiske nyhedskanal Al Jazeera hele tiden. Han vil vide besked, men frygter samtidig for, hvad han får at vide.  

Han spenderer også  masser af penge på at få kontakt med familie og venner. Hvordan går det? 

- Jeg vil bare vide, om de stadig er i live, siger han. 

I Jabalia-lejren, hvor hans forældre bor, slår et missil ned. 

- Beboerne i seks af teltene dør eller bliver såret. 150 i alt. Mange af dem børn. Det føles som en stor sten i mit hjerte. Jeg kan ikke rumme mere smerte, siger han og ryster på hovedet.

- Kan du godt finde ud af, ikke at hade israelerne?

- Ja, det er jo ikke den almindelige israeler, der ønsker krig. Jeg ønsker jo heller ikke krig, men kun fred for os alle, siger han.