TV der bevæger dig

Vandforurening i Brørup: Tidligst torsdag kan indbyggere forvente rent drikkevand

Efter fund af coliforme bakterier i prøver skal vandledningerne renses, så borgere i Brørup skal fortsætte med at koge deres drikkevand.

Efter forurening af drikkevandet i Brørup, bliver vandet pumpet ud for at rense ledningsnettet. Foto: Vibeke Illum Marcussen, TV SYD

Coliforme bakterier har siden lørdag forurenet drikkevandet i Brørup. Borgerne fik lørdag en sms fra Brørup Vandværk, hvor der stod, at drikkevandet skulle koges, inden man drak det.

Det skal Brørupborgerne i den sydlige bydel fortsætte med.

Driftsleder hos Brørup Vandværk, Arne Schmidt, fortæller, at drikkevandets resultater kommer senere på ugen.

- Vi kan først sige noget om drikkevandet, når ledningsnettet er blevet helt renset på torsdag, men i dag (tirsdag red.) har prøver vist, at vandet på vandværket er rent igen, siger han.

Det er altså ikke nok, at vandet er blevet renset på vandværket. Borgerne kan først åbne for hanerne og drikke vandet igen, når resultater fra ledningsnettet viser, om vandet er blevet renset for bakterierne. 

Læs også Borger utilfreds med vandværk: - Manglende info om forurening skaber frygt