57-årig mand brændt inde

En mand er fundet død efter en brand i Grønbjerg sydvest for Give.

quote

- Da manden ankom til huset, kunne han se, at en rude var knust, og at der havde været brand i stuehuset. Han finder efterfølgende den omkomne siddende i en stol.

Jørn Lindhardt, vagtchef, Sydøstjyllands Politi

Politiets teknikere lavede det meste af fredag eftermiddag undersøgelser i et hus i landsbyen Grønbjerg otte kilometer sydvest for Give, hvor en 57-årig mand var fundet død efter en brand.

- Vi har ikke fundet tegn på en forbrydelse, men nu skal vi have undersøgt sagen nærmere, siger vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi.

Det var en mand fra 3F, der formentlig havde en aftale med den omkomne, som fandt den 57-årige.

- Da manden ankom til huset, kunne han se, at en rude var knust, og at der havde været brand i stuehuset. Han finder efterfølgende den omkomne siddende i en stol, lyder det fra vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi. 

Politiet var fredag på stedet for at undersøge, hvordan branden var opstået. 

Politiet oplyser, at der var koldt i huset, da manden blev fundet. 

- Så det er noget tid siden, branden stod på, selvom det er koldt udenfor, siger vagtchef Jørn Lindhardt, Sydøstjyllands Politi. 

Klik og se mere tv på localeyes.dk