Beethoven fejres i Vejle – Hvor ellers?

I Vejle fejrer de komponisten Beethovens 250-årsfødselsdag gennem 25 koncerter fordelt over hele året.

I dag tager de hul på en måske noget uventet fejring i Vejle. Det er nemlig året, hvor den verdensberømte komponist Beethoven ville være fyldt 250 år, og det skal fejres.

Hvorfor lige i Vejle?

- Hvor ellers? Siger Dan Arnløv Jørgensen med et smil og uddyber, at der ikke er nogen direkte kobling mellem komponisten og lige Vejle Kommune.

- Vi vil gerne sætte fokus på klassisk musik, da vi synes, det er en vigtig del af vores dannelse. I dag er megen musik jo reduceret til talentshows fredag og lørdag aften på TV. Og musik er mere end det, siger Dan Arnløv Jørgensen, formand (kons.) for kulturudvalget i Vejle Kommune.

Hele året sætter kommunen fokus på Beethoven gennem 25 koncerter. I alt bruger kommunen 320.000 kroner på initiativet.

- Vi synes, at klassisk musik er en væsentlig del af vores kulturopdragelse, som fortjener lidt mere fokus. Det er en genre, som er grundlaget for megen af den musik, vi hører i dag, Dan Arnløv Jørgensen.

Fejringen blev skudt i gang i dag på Rødkilde Gymnasium, hvor pianist Frode Stengaard gav koncert.

Alle koncerterne er gratis og vil fordele sig over hele året.