Evakuerede hedenaboer kan vende hjem

De naboer til Randbøl Hede, der fredag blev evakueret i forbindelse med en voldsom naturbrand, kan nu vende hjem.

Siden i går har de været evakueret fra deres huse ved Randbøl Hede. Men nu kan beboerne vende hjem igen. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Bekæmpelsen af branden forløber planmæssigt og de personer fra landejendomme som har været evakueret, kan igen vende tilbage til deres hjem, lyder det fra politiet i pressemeddelelsen.

Derudover skriver det, at der arbejdes med efterslukning i hele hedeområdet. Beredskabet kæmper stadig mod flammerne på heden, hvor vind og gløder får nye småbrande til at blusse op i det tørre område. Disse bliver løbende slukket af mandskabet på stedet, lyder det.

Politiet forventer, at indsatsen på stedet vil fortsætte resten af dagen og muligvis længere.

Som følge af redningsarbejdet på stedet er Bøgvadvej afspærret ved Frederikshåbsvej og ved Almstokvej. Tidshorisont for åbning af vejen er pt. ukendt, skriver Sydøstjyllands Politi i pressemeddelelsen.