Fyrværkeri forvandler landsbyen Vandel

Den nedlagte flyvestation i Vandel er hvert år centrum for en stor del af landets fyrværkeri. Det sker, når hundredvis af store containere med raketter og fontainere bliver opbevaret i de gamle hangarer.

Det meste af året er der stille og roligt på den tidligere flyvestation mellem Billund og Vejle.

Men i de her dage er der masser af aktivitet, når 17.000 kubikmeter fyrværkeri skal pakkes og sendes videre til butikker over hele landet.

Det er Fyrværkerieksperten med hovedsæde i Thisted, der hvert år flytter alt personale til Vandel, hvor travlheden kulminerer netop i disse her dage.

- Ugen mellem jul og nytår er den absolut travleste, og der runder vi 100 medarbejdere, fortæller produktionschef i Fyrværkerikeksperten, David Sandahl, til Di Business.

Flere andre importører bruger også de gamle hangarer til at opbevare fyrværkeriet, der kommer fra Kina.

Hangarerne er lavet af beton, og den gamle flyvestation er derfor velegnet til at opbevare de store mængder fyrværkeri. 

Skærpet sikkerhed

De senere år er sikkerheden omkring fyrværkeri blevet skærpet, både for dem der sælger, og dem der køber.

Derfor er der også regler for hvor meget fyrværkeri, det er tilladt at transportere som privatperson.

Her siger reglerne, at du kun må transportere til eget forbrug. Samtidig siger reglerne, at det kun er tilladt at opbevare fyrværkeri med en samlet netto-eksplosivmængde på 5 kilo NEM.

Hvad det betyder, kan du læse meget mere på om Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.