Gymnaster kæmper for Verdensholdet

I Vejle kæmper 179 gymnaster fra hele landet i denne weekend om at få en af de eftertragtede billetter til DGIs Verdenshold.

Gymnasterne bliver udsat for mange forskellige gymnastiske discipliner i løbet af weekenden, hvor der udtages 40 gymnaster, som efterfølgende skæres ned til 28 via personlige samtaler.

DGI's verdenshold rejser jorden rundt i et års tid fra september med opvisninger og workshops i verdensklasse. Det er en oplevelse for livet, så gymnasterne er alle dygtige og giver alt, hvad de har for at komme med. Men først venter en benhård udtagelsesweekend.

- Det er en meget intensiv weekend, hvor gymnasterne udsættes for mange forskellige gymnastiske discipliner. Vi tester deres fysik og ser, om de har udstråling og kan performe, siger Thomas Dahl, der er Assistant Manager for DGI?s Verdenshold.

DGI?s niende Verdenshold, hvis internationale navn er National Danish Performance Team, starter deres turne i september 2012. Rejsen indledes med 10 take-off shows i Danmark før turen går til Sverige, Tyskland, Azerbaijan, Tyrkiet, Uganda, Kenya, Syd Afrika, Thailand, Vietnam, Taiwan, USA, Mexico, Colombia, og Brasilien inden jordomrejsen slutter i Danmark i juli 2013.