Nabokrig om universitet fortsætter trods forlig

Vejle og Kolding har kæmpet en tæt kamp om at få ingeniøruddannelser. På trods af stort forlig har Folketinget ikke afgjort, hvor den skal ligge.

Nabokommunerne Vejle og Kolding har i måneder kæmpet for at få 2000 nye studiepladser fra Syddansk Universitet. 

Men nabokrigen er stadig ikke afgjort, selv om et flertal i Folketinget nu er enige om en stor udflytning af uddannelser. 

Aftalen siger, at de mange nye it- og ingeniørstuderende skal læse i Trekantområdet - men ikke i hvilken by. Det skal først undersøges, før man kan juble i Vejle eller Kolding. Det ærgrer Jens Ejner Christensen (V), som er borgmester i Vejle. 

- Jeg læser aftalen som om, man vil undersøge, om der er behov for flere ingeniører i Trekantområdet. Det er der ellers ingen tvivl om, for det har man talt om i 20 år. Så jeg håber på en hurtig undersøgelse af behovet, så vi kan komme videre i samarbejde med SDU, siger Jens Ejner Christensen.

Den nye aftale afsætter 20 millioner kroner til at oprette studiepladser i Trekantområdet. Heraf skal én million bruges til at undersøge, hvor i Trekantområdet uddannelsespladserne skal placeres.

SDU vil helst til Vejle

I december underskrev Vejle Kommune, SDU og investoren Dandy Business Park ellers en hensigtserklæring om at bygge et nyt universitet i Vejle. Med plads til 2000 it-, sundheds- og ingeniørstuderende. 

Men Kolding Kommune reagerede ved at få foretræde for Folketingets uddannelsesudvalg. Og ved at ansætte tidligere minister Elsebeth Gerner Nielsen med det ene formål at få uddannelserne til Kolding i stedet for til Vejle. 

Denne nabokrig har haft indflydelse på beslutningerne på Christiansborg, mener Vejles borgmester.

- Det siger sig selv, at den debat selvfølgelig ikke har gavnet Trekantområdet, siger Jens Ejner Christensen. 

Kolding-borgmester uenig

Den holdning deler Koldings konservative borgmester, Knud Erik Langhoff, ikke.

- Det er jeg uenig i, for uddannelserne kommer jo til Trekantområdet, og det er jeg rigtigt glad for. Nu laver man en analyse af, hvor det er bedst at placere ingeniøruddannelsen. Jeg føler, at Kolding har rigtigt gode chancer for, at det bliver hos os. Dels fordi Kolding ligger langt fra de andre ingeniøruddannelser, dels fordi vi i forvejen har et stærkt studiemiljø i byen, siger Knud Erik Langhoff. 

Socialdemokratiet, Venstre, SF, Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne står bag den nye aftale, der sender ny uddannelser til blandt andet Fredericia, Haderslev, Esbjerg, Sønderborg og Tønder.