Skovfældning: Det er ikke synd for træerne

Vejle Kommune er i gang med en større udtynding af bøgene i Nørreskoven, og i dag var borgerne inviteret på skovtur, så kommunen kunne fortælle, hvorfor de fælder de gamle træer.

Som bybo får man let et lidt forskruet forhold til vores natur og dem, der passer den. Det er synd at fælde træer, der har været 140 år undervejs, det er synd, at køerne går ude i regnen, og at grisene bliver aflivet. Men der er en forklaring på det hele. Nu træerne, for eksempel.

I Nørreskoven står de høje bøge tæt og majestætisk, og det har en pris. Den næste generation af bøge kan ikke få lys nok, og så sejrer ahorn, der ikke har brug for så meget lys.

quote

Hvis vi ikke gør noget de næste 50 - 100 år, kommer VB til at spille under ahornen og ikke under bøgen

Lars Bo Lykke Christensen, driftskoordinator, Vejle Kommuneskove

- Hvis vi ikke gør noget de næste 50 - 100 år, så kommer VB til at spille under ahornen og ikke under bøgen, fortæller Lars Bo Lykke Christensen, driftskoordinator, Vejle Kommuneskove.

Derfor skal der tyndes ud i bøgene. Noget skal sælges, noget brændes af, og noget skal have lov til at blive liggende og rådne til glæde for insekter, svampe, ja, hele dyre- og plantelivet i skoven.

- Skoven er plantet i 1880 og er faktisk en ret ensartet skov, rent biologisk. Vi vil gerne have en mere forskellig skov med mere liv og mere at se på, fortæller skovkoordinatoren.

Hør her, hvordan skovmedarbejderen griber fældningen an.

Planker og ispinde

De store træer bruges til planker, og de lidt tyndere bruges til ispinde (Nåååå, det er der, de kommer fra. RED), og de helt tynde til en speciel type gulvbelægning. Og det er ikke småpenge, vi snakker om. Et velvoksent bøgetræ kan indbringe op mod 2.000 kroner, hvis kvaliteten er i orden.

- Jeg er overbevist om, at vi kommer til at bruge meget mere træ i fremtiden til møbler og til boliger. Og det er også en god måde at oplagre CO2 på, fortæller Lars Bo Lykke Christensen.

Skovarbejderne får nok at se til i Nørreskoven de kommende år. 200 bøgetræer skal fældes, og der skal laves biodiversitetsfremmende tiltag på cirka 40 træer.