Ny butik i Bredal - Åbent hele døgnet, men ingen ansatte

Fremtiden kom til Bredal i lørdags. En ny butik med dagligvarer har åbent dag og nat året rundt og ingen ansatte. Det er fremtiden, mener købmand og borgere.

Fagre nye verden er landet i Bredal nord for Vejle. Byen, der omfavner hovedvej 170 mellem Vejle og Horsens, har ikke haft en dagligvarebutik i mands minde. Men det har de nu. Det er købmanden fra Daugård, Allan Kring Bülow, der har åbnet en filial i Bredal. En filial uden ansatte.

- Jeg har faktisk store forventninger til konceptet i sig selv. Når der ikke er andre muligheder i Bredal, og der kommer ikke en stor butik, der kommer ikke en discount, og der kommer ikke nogen andre, så synes jeg, det her er væsentligt bedre end ingenting i hvert fald, siger købmanden.

Købmand Allan Kring Bülow foran sin nye butik, som han ikke kommer til at tilbringe mange timer i.
Købmand Allan Kring Bülow foran sin nye butik, som han ikke kommer til at tilbringe mange timer i.
Foto: Ole Møller, TV SYD

Man lukker sig ind i butikken med sit NemID eller MitID og betaler ved en selvbetjeningskasse, som man kender det fra en del supermarkeder efterhånden. 

- Der er der jo flere, der har sagt det her med, at det bliver noget upersonligt, men det skaber også noget aktivitet. Du kan selv se, hvad der sker bag os, siger købmand Allan.

Købmanden hentyder til den for Bredal ukarakteristiske sammenstimlen af nysgerrige, som åbningen af butikken har medført. En af dem er Kurt Lundsgaard.

Der er venlig selvbetjening i den nye butik i Bredal.
Der er venlig selvbetjening i den nye butik i Bredal.

- Jeg tror, at det er vejen frem for de små lokalsamfund, siger han. 

Og selvom han er en ældre herre, mener han nok, at han kan finde ind i butikken.

- Joooo, hvis vi vil have de her ting, så er det det, vi skal, siger pensionisten fra Daugård.

Lidt billigere

Det eneste, købmanden skal gøre, er at holde rent og fylde hylder op, det hjælper elektronikken også med. Og så bliver det billigere.

- Det bliver jo ikke discount, men det er lidt billigere end i min butik i Daugård, fortæller købmand Allan Kring Bülow.

Næstformanden i Engum Lokalråd er også begejstret.

- Det giver samling, det giver sammenhængskraft. Det er jo det, man taler om, at når man mister Brugsen, købmanden og så videre, så går det hele i opløsning, siger Gunnar Skibsholt, næstformand i lokalrådet.