Nyt kapitel i sag om omstridt vartegn

Rapport beskriver den ikoniske bygning ved Vejle Fjord som sikker. Men bygningen skal alligevel forstærkes med jern.

Der er ingen fare ved at opholde sig i Bølgen, skriver JP Vejle.

Det er konklusionen i et notat, som Bach Gruppen, der står bag byggeriet af de tre sidste bølger, har præsenteret for Vejle Kommune.

Det karakteristiske byggeri Bølgen i bunden af Vejle Fjord består af fem bølgende buer med lejligheder. De to første “bølger” stod færdige i 2009, mens de sidste tre kom til i 2015.

I april kom det frem, at bygherren Bach Gruppen havde overtrådt byggetilladelsen ved byggeriet, og at der dermed kunne stilles spørgsmål til Bølgens stabilitet.

quote

Vi har fortsat ikke anledning til at tro, at der er fare ved byggeriet, så vi tager det stille og roligt.

Lars Buksti, chef for Plan, Byg & Miljø, Vejle Kommune

Ekstra jern på elevatorskakt

På et møde fredag mellem parterne, oplyste Bach Gruppen, at der kan indbygge noget jern indvendigt og udvendigt på elevatorkernens vægge i op til fem meter over bundpladens niveau. 

Dette medvirker til at forøge bygningens stivhed og dermed også bygningens sikkerhedsniveau, skriver rådgivere fra ingeniørfirmaet Sweco i notatet, som understreger, at der uanset hvad “ikke er risiko for svigt i konstruktionen”.

Denne løsning vil firmaet nu undersøge nærmere før næste møde med kommunen, der finder sted fredag.

Lars Buksti, chef for Plan, Byg & Miljø i Vejle Kommune, oplyser, at kommunen tager rapporten til efterretning.

- Vi har fortsat ikke anledning til at tro, at der er fare ved byggeriet, så vi tager det stille og roligt. Der er intet, der indikerer, at de sidste mangler ikke nok skal blive bragt i orden. Tingene kører i den takt, det skal, og vi følger med, indtil alt er bragt i orden, siger han til JP Vejle.

Bach Gruppen oplyser, at udbedringen er gennemført, så en endelig lovliggørelse af byggeriet kan ske i 2022.

Imod byggetilladelse

Der kom fokus på det eksklusive lejlighedsbyggeri, da TV2-programmet ”Operation X” kastede kritisk lys på Bach Gruppen. 

Blandt andet havde Bach Gruppen havde benyttet en anden konstruktion ved byggeriet af Bølgens tre sidste dele, end byggetilladelsen foreskrev. Ifølge en kilde i programmet for at spare penge.

Ved Bølgens to første dele spændte man stålkabler, såkaldte freyssinet liner, op fra top til bund for at sikre stabiliteten. 

Men ved byggeriet af Bølgen 3, 4 og 5 i 2015 valgte Bach Gruppen i stedet ”in-situ støbte slapt armerede betonkonstruktioner”.