TV der bevæger dig

Rumæner skal redde Vejle fra nedrykning

Superligaklubben Vejle har ansat rumæneren Constantin Galca som ny cheftræner, efter at Adolfo Sormani stoppede tirsdag.

Rumæneren Constantin Galca bliver cheftræner i Vejle Boldklub efter Adolfo Sormani tirsdag stoppede. Foto: Vejle Boldklub

Rumæneren Constantin Galca bliver cheftræner i Vejle Boldklub, efter at Adolfo Sormani tirsdag stoppede. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Den 46-årige Constantin Galca har fået en et-årig kontrakt.

Galca har senest været træner i Saudi-Arabien, hvor han i november 2017 forlod Al-Fayha efter knapt et halvt år. Forinden var han i et lille halvt års tid hos Al-Taawoun.

Hans største bedrift som træner var i sæsonen 2014/2015, hvor han i hjemlandet førte Steaua Bukarest til mesterskabet og pokaltriumf.

Han har også været cheftræner i en halv sæson for spanske Espanyol.

Som spiller brød han igennem hos Steaua Bukarest i starten af 1990'erne og tog siden turen til Spanien, hvor han nåede at tørne ud for Mallorca, Espanyol, Villarreal, Zaragoza og Almeria.

Han nåede 68 landskampe for Rumænien, med hvem han deltog ved VM i 1994 og 1998 samt EM i 1996 og 2000.

Tidligere træner stoppet med øjeblikkelig virkning

Den italienske træner Adolfo Sormani, der fra 2017 og frem til i går stod i spidsen for Vejle Boldklub, er efter eget ønske stoppet med øjeblikkelig virkning. Alfonso Sormani har forklaret sin beslutning med, at han vurderer, at holdet har brug for nye kræfter for at sikre eksistensen i Superligaen, hvor holdet lige nu placeret på sidstepladsen.

Vejle rykkede op i landets bedste række i sommer, men oprykkerne har haft det svært og indtager sidstepladsen med to runder tilbage af grundspillet.

Det er blot blevet til fire sejre i sæsonens hidtidige 24 ligakampe.

Mere sport