Sensation i Givskud: Brillebjørn føder unge for første gang i Danmark

Før første gang i Danmark er der nu født en brillebjørneunge i en zoologisk have.

Det er svært for folkene i Givskud Zoo at skjule begejstringen denne vintermorgen. En nyhed af de store i zoo-verdenen er netop landet i form af en brillebjørneunge, der er blevet født i Givskud.

- Det er så sensationelt i vores verden, at vi har svært ved at få armene ned. Vi blev udvalgt til at huse Europas vigtigste avlspar, og derfor er det vigtigt for os at vide og vise, at vi har rammerne til, at brillebjørnene kan yngle, siger Richard Østerballe, der er direktør i Givskud Zoo, i en pressemeddelelse tirsdag morgen.

Milepæl

Der er nu anden gang i løbet af ganske kort tid, at der finder meget sjældne dyrefødsler sted i TV SYD's sendeområde. For nylig var det to små sensationer i form af 25 centimeter lange guitarfisk, der kom til verden i Oceantanken i Atlantis i Legoland. Og nu altså en vaskeægte danmarkssensation i Givskud Zoo.

Ifølge parken er fødslen af bjørneungen en milepæl på mange måder. Det er den første bjørneunge født i Givskud Zoo nogensinde. Og så er det også den første brillebjørneunge, der nogensinde er født i Danmark.

Klar over at fødsel var oppe over

Ifølge Givskud Zoo kan brillebjørne sætte deres egen drægtighed på standby, og derfor kan der være et stort spænd i antal dage, hvor brillebjørne er drægtige - fra godt 160 til 255 dage. De fleste brillebjørne i europæiske zoologiske haver fødes dog mellem december og februar, så Richard Østerballe og dyrepasserne var klar over, at det var oppe over med fødslen. Og derfor har de forberedt sig i de seneste måneder.

- Moren Nazca blev adskilt fra faren Raymi, og vi etablerede en redekasse til hende inde i stalden. Desuden fik vi installeret et kamera i kassen, så vi kan følge med i ungens trivsel, fortæller Richard Østerballe. 

Dyrepasserne i Givskud Zoo overlader pasningen af den nyfødte brillebjørneunge til moderen og holder øje med, at rammerne er i orden. Og så ser de ellers frem til de oplevelser, som venter i brillebjørnefamilien.

- Indtil videre lader vi moren om pasningen, og så sørger vi for, at der er ro i stalden. Så det varer også noget tid, før vi kender kønnet på den lille. Men vi er spændte på det videre forløb, og vi glæder os til at se den lille unge vokse sig større. Den bliver nok et hit hos vores gæster til sommer, ligesom de store bjørne har været indtil nu, siger Richard Østerballe.

En voksen brillebjørn i Givskud Zoo.
En voksen brillebjørn i Givskud Zoo.
Foto: Givskud Zoo

Brillebjørne i Givskud Zoo