Tre unge kørte ind i betonpille - en er livfarligt kvæstet

Det ligner en spiritusulykke, efter at tre unge mænd forulykkede med 50 kilometer i timen på Dandyvej i Vejle - en mand er livsfarligt kvæstet og overflyttet til Odense Universitetshospital efter en ulykke på Dandyvej i Vejle lørdag aften.

Lige før klokken 22.00 kørte en bil med tre unge mænd på 19, 19 og 23 år ind i en betonpille, og alle tre kom til skade.

Den 23-årige, der var passager på bagsædet af bilen, altså så alvorligt, at han er i livsfare.

- Hvor han er ramt er lidt usikkert, men han har fået nogle læsioner i hovedet. De andre har også fået skader, men slet ikke i samme målestok, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Martin Rasmussen.

Ifølge politiet kom de tre kørende ad Dandyvej, hvor de kørte direkte ind i en bom, som går op og ned afhængig af trafikken, og som er sat op for at dæmpe trafikken.

- Den kører de ind i, og så er de fortsat uden at tage farten af. De kører derefter ind i en betonpille i højre side af vejen, siger Martin Rasmussen.

- Der er noget, der tyder på, at der har været spiritus indblandet, siger han.

Politiet har haft en bilinspektør på stedet, og han skønner farten til at have været omkring 50 kilometer i timen.