Venstre vil have asylcenter ud af jysk landsby

Foto: Jonatan Dybro, TV SYD
Af Ritzau
Udgivet / Opdateret
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det er planen, at et asylcenter i landsbyen Sandvad skal huse dømte flygtninge.

Artiklen er opdateret med citater med Mattias Tesfaye

Borgerne i landsbyen Sandvad ved Vejle er stærkt utilfredse med, at lokalt asylcenter kommer til at huse cirka 15 asylansøgere, der kan have alvorlige psykiske lidelser og domme.

Asylcenteret er placeret i parcelhuskvarter lige op og ned af landsbyens legeplads.

Christoffer Aagaard Melson, som sidder i Folketinget og er valgt i Vejle, håber at få udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til at indse, at placering er håbløs. Han har kaldt ministeren i samråd om sagen.

- Det fungerer egentligt ret godt, når flygtninge skal være en del af byen. Problemet er her, at det er en gruppe, hvor Udlændingestyrelsen siger, at der ingen kontakt må være med lokalbefolkningen, siger Christoffer Aagaard Melson.

- Og det er fuldstændig umuligt med den her placering. Samme målgruppe med dansk baggrund ville man aldrig placere her. Derfor synes jeg, at man skulle tage en runde på det igen. Det virker mærkeligt, siger han.

Christoffer Aagaard Melson mener, at flygtningene bør placeres i et center, hvor det er lettere at holde dem adskilt fra borgere.

- Alternativt kunne man jo gå i dialog med Vejle Kommune om, hvorvidt man kan finde et andet sted.

Men på trods af ønsket om at ændre planen og lokal modstand fra Sandvads borgere ser det ikke ud til, at beslutningen omkring Center Sandvad bliver lavet om.

På et samrådet torsdag formiddag siger Mattias Tesfaye, at det stadig er Udlændingestyrelsens vurdering, at gruppen af asylansøgere skal flytte ind i Center Sandvad.

Det er Udlændingestyrelsen, der har ansvaret for landets asylcentre.

- Det er Udlændingestyrelsen, der har kompetencerne til at træffe den beslutning, og det har de også min fulde opbakning til, siger han.

Det kan dog blive for en kort stund, at flygtningene rykker ind på asylcenteret i Sandvad.

Lejekontrakten for asylcenteret mellem Vejle Kommune og Udlændingestyrelsen står nemlig ifølge TV Syd til at udløbe den 31. oktober næste år.

Det er Røde Kors, som driver asylcenteret. Centeret bliver ifølge Røde Kors' hjemmeside aktuelt brugt til asylansøgere i Jylland, som er smittede med coronavirus.

18-årig mand anholdt efter fund af fem syrebomber ved skole

Ved en skole i Sønderborg er der fundet fem såkaldte syrebomber, oplyser politiet søndag formiddag. Foto: Presse-fotos.dk
Af Ritzau
Udgivet

En mand på 18 år er blevet anholdt efter fund af fem syrebomber ved en skole i Sønderborg.

Det oplyser vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi Søren Rønnow til TV 2 søndag eftermiddag.

Syrebomberne blev fundet søndag morgen.

Først meldte en borger om en enkelt bombe lidt før klokken syv. Derefter opdagede betjente yderligere fire.

Et område ved Sønderskov-Skolen og Grundtvigs Allé blev spærret af, og forsvarets specialister fra ammunitionsrydningstjenesten blev tilkaldt.

Kort efter klokken 13 kunne politiet meddele, at indsatsen var overstået. Syrebomberne var uskadeliggjort.

I de seneste par år har der af og til været meldinger om hjemmelavede syrebomber. Blandt andet på Fyn og i Esbjerg.

Ved flere lejligheder har politiet advaret om risikoen for eksempelvis øjenskader.

Tyske strikkere fik ny inspiration på festival i Marsken

Tyske strikkere har for alvor fået øjnene op for strikkefestivalen Masker i Marsken. Foto: Ole Møller, TV SYD
Udgivet

Strikkeworkshops, foredrag, udstillinger og koncerter har igen været omdrejningspunktet for deltagerne på årets sønderjyske strikkefestival Masker i Marsken. I år har flere tyske strikkeentusiaster hentet inspiration på festivalen.

Igen i år har godt 3000 strikkeentusiaster været samlet til tre dage fyldt med strikketeknikker, håndfarvede garner og hvad der ellers fylder, når man interesserer sig for den magi, der kan opstå på to pinde.

Der er kommet flere busser hertil med kvinder fra tyske strikkeforeninger

Marianne Rosalie Kalb, formand for festivalforeningen

Det er blot den tredje udgave af Masker i Marsken, og igen i år er deltager kommet langvejs fra for at være med til de mange workshops og foredrag i marsklandet omkring Højer og Ballum.

- Overordnet set er det gået rigtig godt. Vi har haft en velbesøgt festival med strikkere fra hele landet og glade udstillere, som har solgt godt. Sidste år var vi cirka 3100 deltagere, og det har vi også nået i år, siger festivalforeningens formand Marianne Rosalie Kalb.

Foto: Ole Møller, TV SYD

Får ny inspiration

Hun fortæller også, at flere tyske strikkere i år har fundet vej til festivalen.

- Der er kommet flere busser hertil med kvinder fra tyske strikkeforeninger. Rigtig meget af det garn, vi får lavet i Danmark er plante- og håndfarvet, og det ser man ikke så meget i Tyskland. Men de danske designere og garnproducenter kan noget andet, end det de kan i Tyskland, så strikkerne får en helt anden inspiration ved at komme her, forklarer Marianne Rosalie Kalb.

Der er masser af inspiration til de strikkeglade, for masker i marsken bugner af garner og strik i alle afskygninger. Foto: Ole Møller, TV SYD

Derfor vil Masker i Marsken gerne gøre mere for at tiltrække de tyske strikkere til næste års festival.

- Vi har på flere planer brygget på, om vi kunne lave tiltag for at få flere tyske gæster. Derfor har vi blandt andet lavet et grænseoverskridende strikkearrangement for både danske og tyske strikkere her i foråret, som der var stor opbakning. Så der er et tysk marked for os dernede, siger festivalforeningens formand.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.