Beboere om bandeopgør: Nu kommer det tæt på

Beboere fortæller om episoder, der ligner åbenlys handel med stoffer på p-pladsen ved en af boligblokkene på Ulvevej i Esbjerg.

- Jeg stod her og så det, siger Henrik Jensen og åbner et vindue, hvorfra der er frit udsyn til p-pladsen.

Han fortæller om, at det første han så, var to biler, hvoraf den ene var smadret foran.

- Kølerhjelmen stod lige op sådan her, siger han og viser det med hånden.

- Men bilen kunne køre, selv om den var meget skadet. 

Det, Henrik Jensen beskriver, er endnu et opgør i den igangværende konflikt mellem to grupperinger i Esbjerg. Denne gang modtog Syd- og Sønderjyllands Politi meldinger om skyderi på Ulvevej søndag klokken 19.20. Ifølge politiets oplysninger var der slagsmål mellem to grupper af unge mænd, der kørte i to til tre køretøjer. Politiet har under efterforskningen ikke fundet dokumentation for, at der er blevet affyret skud i området søndag aften.

Vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi kunne mandag morgen ikke bekræfte, at der er foretaget anholdelser i forbindelse med aftenens hændelse.

Skovle og brosten

Henrik Jensen fortsætter stille og roligt sin beretning om de følgende begivenheder, hvor unge i den smadrede bil fik kontakt med de unge i den anden bil. 

- De kom ud af bilen med skovle og brosten og jagtede den anden bil. Der blev råbt en masse, men jeg kunne ikke høre, om det var dansk. De nåede at smadre lygter og ruder i den anden bil, inden den nåede at stikke af. Og så kørte den smadrede bil også. 

Kæmpebrag

På p-pladsen ligger der da også masser af glasskår fra bilruder. Politiet melder om skyderier, men til det siger Henrik Jensen: 

- Skyderier? Nej, det tror jeg ikke. Jeg ved fra mit job i forsvaret, hvordan skud lyder, og den lyd hørte jeg ikke. 

En genbo, som ikke ønsker at fortælle sit navn, siger: 

- Min datter hørte en kæmpebrag og en masse råben. Jeg har lavet nogle videooptagelser, som jeg har givet til politiet. 

quote

Det kommer godt nok tæt på, synes jeg. Det bryder jeg mig ikke om. 

Sandra Jensen, beboer

Åbenlys handel

Både Henrik Jensen, hans hustru og beboere, TV SYD møder på p-pladsen, snakker om længere tids handel med, hvad de er overbevist om er hash og/eller stoffer. Og "sorte" varer. 

- Det foregår fuldstændigt åbenlyst, som det var den mest naturlige ting i den her verden, siger en kvinde, der ikke ønsker sit navn frem. 

Mens Henrik Jensen tager situationen med ro, så er det tydeligt, at Sandra Jensen er påvirket af den. 

- Det er jo ikke længe siden, vi havde et skyderi lige i nærheden, og nu det her. Det kommer godt nok tæt på, synes jeg. Det bryder jeg mig ikke om.