Borgere forlanger kræftfremkaldende stoffer fjernet

Landspolitikerne har fået øje på at Grindsted er giftig - og det skal udnyttes til endelig at få gjort noget ved forureningen, mener borgergruppe.

Den 26. januar i år kom Grindsted på Danmarkskortet - igen. Og igen var det forureningen fra det gamle grindstedværk, der trak overskrifter.

Ingeniøren.dk offentliggjorde nye målinger fra Grindsted å - målinger der viste, at der årligt siver 100 kilogram kræftfremkaldende vinylklorid ud i vandløbet.

Historien fik endnu engang folketingsmedlemmer og regionspolitikere til at kræve handling, men den historie har borgerne i Grindsted efterhånden hørt mange gange.

Forureningen under Grindsted har været kendt over 50 år - den er massiv og har ødelagt hele det øvre grundvandsmagasin. Der er tre kemikaliedepoter i byen - det såkaldte Banegravsdepot, selve den gamle fabriksgrund og den gamle losseplads.

Forureningen popper op i medierne med års mellemrum, men der sker ikke andet, end at der bliver lavet nye undersøgelser.

Det skal der laves om på nu, mener et par borgere, der onsdag aften kalder deres medborgere til møde med det formål at stifte en borgergruppe med titlen "Ryd op efter Grindstedværket".

Initiativtagerne er Susanne Mathiesen og Kaj Bayer - begge har en fortid som byrådsmedlemmer i kommunen. 

- Vi skal holde liv i det momentum, som er skabt nu, så vi kan sikre at det ikke længere bare bliver ved snakken, men at der bliver handlet, siger de to Grindsted-borgere.

Onsdag aften i Magion i Grindsted vil de undersøge, om der er folkelig opbakning til, at der nu skal ryddes op.