Stormfloden tog træerne – debatten om slotsparkens fremtid spirer
Syv træer ved slottet i Sønderborg gik ud efter stormfloden i 2023. Nu er de fældet og bliver ikke genplantet. Det giver ærgrelser ved museet.
Sønderborg er fra i dag blevet et egetræ, et asketræ, to lindretræer og tre hestekastanjer fattigere. Syv træer ved Sønderborg Slot er i dag fældet og er nu kun at huske ved en bar plet på jorden.
Det er sket som følge af oktoberstormfloden i 2023, hvor træerne stod under saltvand og derfor ikke længere var sikkerhedsmæssig forsvarlige at have stående. Det skriver Slots- og Kulturstyrelsen.
At træerne nu er væk ærgrer direktør ved Museum Sønderjylland, Axel Johnsen.
- Jeg synes, det er er ærgerligt. Parken består af plæne og træer. Jeg håber ikke, at det kun bliver plæne.
Han har fuld forståelse for, at træerne måtte fjernes, og at der kan være udfordringer med at plante ny, hvis vandet igen skulle stige.
- Jeg er med på, at dårlige træer skal væltes, men jeg forstår ikke, at man ikke må genplante. Det vil jeg gerne drøfte med Slots- og Kulturstyrelsen.
Ifølge Slots- og Kulturstyrelsen skal træfældningen gøre slottet synligt som landmærke.
- Der vil ikke blive plantet nye træer som erstatning for de gamle, da der af hensyn til beskyttelse af fortidsmindet er forbud mod plantning af nye træer. Dertil er det meningen, at selve slottet skal fremstå som et synligt landmærke i landskabet, skriver Slots- og Kulturstyrelsen.
Mangler en plan
Borgerne i Sønderborg får nu bedre udsyn til byens slot. Det håber museumsdirektøren dog ikke er vedblivende.
- Jeg synes, at der var en fin landskabsplan, da man anlagde slotsparken, hvor man fremhævede ruinen og lod træer vokse op og skabe en park omkring. Det ønsker jeg mig fortsat.
Teenagere varetægtsfængsles efter knivoverfald ved skole
To drenge på henholdsvis 15 og 16 år er onsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i surrogat i fire uger.
De blev tirsdag anholdt efter, at en 9. klasseselev fra Bankagerskolen i Horsens blev stukket med en kniv på gangen.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre - det vil sige, at tilhørere og presse ikke måtte være tilstede.
Dommeren har nedlagt navneforbud i sagen.