Julemiddag klokken 14 og ingen risalamande: Torben Chris går på kompromis med juletraditionerne for logikkens skyld

I det nyeste afsnit af Jysk for begyndere, bliver komikerne Torben Chris og Thomas Hartmann enige om, at julen er mere traditionel i Jylland, men Torben Chris går selv på kompromis med flere af juletraditionerne i logikkens navn.

Juleaften nærmer sig for os alle, men der er stor forskel på, hvordan vi fejrer højtiden. 

I det nyeste program af Jysk for begyndere på TV SYD PLAY, har Torben Chris sat sig for at lære sin ven og komikerkollega Thomas Hartmann om en række af de mest jyske juletraditioner. 

En af venneparrets konklusioner i programmet er, at jyder generelt holder mere fat i juletraditionerne end københavnere. Men faktisk går Torben Chris selv på kompromis med traditionerne for logikkens skyld. 

- Jeg er et meget logisk anlagt væsen, så jeg gider jo ikke at sidde og æde risalamande, når der ikke er nogen i familien, der synes det smager godt, siger Torben Chris og fortsætter:

- Så der har vi altså besluttet, at så spiser vi is med flødeboller i stedet for, for det kan vi jo alle sammen godt lide.

Desserten er dog ikke den eneste juletradition, der er lavet om på hjemme hos Torben Chris i Give. 

Faktisk kan det nok diskuteres, om det egentlig er juleaften, familien fejrer. For siden børnene kom til verden, har de nemlig allerede startet med spisningen klokken 14, og det er der ikke meget aften over. 

- Jeg synes ikke det giver mening at spise klokken 18 og så skulle pakke gaver op og lægge ungerne i seng, når de er helt høje på sukker og nyt legetøj, siger Torben Chris og understreger, at den amerikanske måde at fejrer jul på er smartere, hvad dét angår. 

Torben Chris introducerer vennen og komikerkollegaen Thomas Hartmann for nogle af de juletraditioner, der er særligt jyske i det nyeste afsnit af programserien Jysk for begyndere på TV SYD PLAY.
Torben Chris introducerer vennen og komikerkollegaen Thomas Hartmann for nogle af de juletraditioner, der er særligt jyske i det nyeste afsnit af programserien Jysk for begyndere på TV SYD PLAY.

Opdelt hus i december

Det var ikke nogen svær beslutning for Torben Chris og hans kone at lave lidt om på julefejringen, men en ting, de notorisk aldrig kan blive enige om er julepynten. 

- Jeg vil gerne havde det meget Gertrud Sand-agtigt med nisselandskab og det hele, hvor hun er mere synes det skal ligne noget fra et boligmagasin og skal farvekoordineres og alt mulig, fortæller Torben Chris.

Den uenighed har parret så taget konsekvensen af, og har indrettet huset i to afdelinger. En hvor Torben Chris pynter op, og en hvor konen pynter op. 

Se Torben Chris' nisselandskab i videoen herunder:

Og et udsnit af hans kones julepynt i galleriet her:

Gaveræs giver kun mening for børnene

En anden af de traditioner, der for alvor hører julen til er gaverne. Og for så logisk tænkende et menneske som Torben Chris, så giver det ikke meget mening, at vi alle sammen bytter 500-kronesedler juleaften. I hvert fald ikke, så længe det gælder de voksne. 

- Jeg synes det giver så meget mening for børnene at de kan have en ekstra dag om året til at ønske sig noget. Men som voksen køber man det jo bare, hvis man mangler noget, så man skal nærmest afholde sig selv fra at købe visse ting, så man har noget at ønske sig, siger Torben Chris. 

Derfor har han da også indgået en aftale med konen. 

-  Hun elsker jo at shoppe, så hun vil faktisk hellere have nogle penge til januar, så hun kan tage på udsalg. Og så slipper jeg jo for at stå i kø midt i juleræset, siger Torben Chris. 

Han er dog ikke helt sluppet for at skulle købe en gave her op til jul, for han og Thomas Hartmann har nemlig skabt deres eget lille gaveræs på gågaden i Tønder. Se hvad de købte i videoen her: