Oversigt

Legepladser bliver røgfrie i Sønderborg

Sønderborg Kommune ønsker at beskytte børn mod røg og naturen mod cigaretskodder. Derfor bliver der i løbet af den næste uge sat skilte op på kommunens 26 offentlige legepladser med information om, at legepladserne er røgfrie. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

- Røgfrie legepladser er et klart signal om, at børn og røg ikke hører sammen, og at vi som kommune tager ansvar for børns sundhed. Røgfrie udearealer handler om, at alle skal kunne bevæge sig udendørs uden at blive udsat for tobaksrøg, siger Kristian Beuschau, der er næstformand for Teknik-, By- og Boligudvalget.

I forvejen er alle Sønderborg Kommunes folkeskoler samt kommunale arbejdspladser røgfrie.