Omdiskuteret hegn tages op i EU - men det bliver næppe bremset, vurderer analytiker

Europaparlamentsmedlem Margrete Auken vil tage sagen om vildsvinehegnet op i EU. Men hegnet når formentlig at blive sat op, inden der kommer en afgørelse, vurderer politisk analytiker.

På grænsen mellem Danmark og Tyskland står en stribe af røde og gule flag blandt træer, buske og marker.

De røde flag markerer, hvor det omdiskuterede vildsvinehegn skal gå. Debatten ulmer stadigvæk, og nu har modstandere af hegnet fået hjælp af Margrete Auken, der er medlem af Europa-Parlamentet for Socialistisk Folkeparti.

Vildsvinehegnet ligger i et EU-beskyttet naturområde, og derfor vil Margrete Auken nu spørge Europa-Kommissionen, om vildsvinehegnet er i overensstemmelse med EU’s naturbeskyttelseslove.

- Det, jeg kan gøre dernede fra, er, at jeg kan se, om det er lovligt. Det synes jeg, der er meget, der tyder på, at det ikke er, siger Margrete Auken til TV SYD.

Udover spørgsmålet til kommissionen har Danmarks Naturfredningsforening klaget til EU’s borgerklageudvalg, hvor Margrete Auken sidder.

- Vi er med til at lægge et ekstra pres på kommissionen, og sige: "Få nu gjort noget ved det her, hvis det altså er ulovligt", siger hun.

Analytiker: Hegnet bliver sat op inden afgørelsen

Vildsvinehegnet er blevet vedtaget af et stort flertal i Folketinget.

TV SYD har spurgt politisk analytiker ved JydskeVestkysten Kim Dahl Nielsen, om klagen reelt kan få betydning for opførelsen af hegnet.

- Det kan den godt, fordi EU-Kommissionen før har udtalt sig kritisk om hegn i Europa. Men det er en langstrakt proces, så de risiker, at hegnet bliver sat op, inden der kommer en afgørelse. Det betyder ikke, at det bliver bremset, siger han til TV SYD.

Han peger på, at der sidder nogle kompetente folk i Naturstyrelsen, som har vurderet vildsvinehegnet i forhold til EU -og naturbeskyttelsesregler. Derfor vil det også komme som en overraskelse for ham, hvis klagen og spørgsmålene til EU-Kommissionen bringer vildsvinehegnet i fare.

- Hegnet ligger og konflikter med Natura-2000 bestemmelser, så det kan jo være, at man bryder nogle regler. Træffer man en dom, så skal det jo pilles ned, men sandsynligheden er ikke så stor, vurderer han.