Rockere festede fredeligt

Det forløb helt fredeligt da omkring et par hundrede rockere og andre gæster lørdag eftermiddag og aften mødte op til fest hos Bandidos i Esbjerg. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi søndag morgen.

På forhånd havde Syd- og Sønderjyllands Politi og Esbjerg Kommune gjort forberedelser til festen. Der var indført midlertidig standsningsforbud flere steder i nabolaget til Bandidos-klubhuset i Finandsgade. 

En løsning, der både gav plads til at parkere motorcyklerne, og til at borgerne kunne parkere deres biler tæt ved deres boliger i Finlandsgade.

Ifølge politiet sluttede rockerfesten forholdsvist tidligt lørdag aften.

- Vi var til stede ved Bandidos-klubhuset og holdt øje med, hvad der foregik. Det hele gik dog stille og roligt uden det store besvær for politiet, siger vagtchef Erik Lindholdt, Syd- og Sønderjyllands Politi, søndag morgen til TV SYD