Legoland fyrer hver femte medarbejder

45 medarbejdere hos Legoland har i dag fået en fyreseddel i hånden.

Opdateret med udtalelser fra Legolands direktør Christian Woller. 

Coronakrisen har for alvor sat sit præg på Billund. I dag tager byen endnu et slag, da Legoland nedlægger 45 stillinger. I alt er der cirka 250 fuldtidsansatte i forlystelsesparken, og det betyder, at knap hver femte medarbejder er blevet fyret. Det er kun fastansatte i parken og på hotellerne, der torsdag er blevet opsagt. 

- Legoland har nedlagt 45 stillinger i dag og gennemført 35 opsigelser, så det er en rigtig trist dag for os, siger Legolands direktør Christian Woller. 

Årsagen er de manglende gæster under den tvungne nedlukningen og dermed også den manglende indtjening. Parken skulle have været åbnet den 28. marts, men det blev på grund af coronakrisen ændret op til flere gange. Det betød, at parken først åbnede igen den 8. juni. 

quote

Vi er en stor turistattraktion, og der har ikke været ret mange udenlandske turister i Danmark i år, og det mærker vi allerhårdest. Derudover har vi været lukket ned i tre måneder i foråret, og når vi ser frem mod efteråret og næste sæson, så har vi svært ved at se, hvornår det slutter. Den store usikkerhed betyder, at vi bliver nødt til at reducere vores omkostninger.

Christian Woller, direktør, Legoland

- Vi er en stor turistattraktion, og der har ikke været ret mange udenlandske turister i Danmark i år, og det mærker vi allerhårdest. Derudover har vi været lukket ned i tre måneder i foråret, og når vi ser frem mod efteråret og næste sæson, så har vi svært ved at se, hvornår det slutter. Den store usikkerhed betyder, at vi bliver nødt til at reducere vores omkostninger, siger Christian Woller. 

Direktør: Fokus er på at hjælpe de berørte medarbejdere 

I starten inviterede Legoland kun 1.500 gæster indenfor. På en normal dag ville mere end 15.000 gæster gå igennem det karakteristiske åbningsparti. Siden da har parken dog øget kapaciteten, men de lukker stadigvæk ikke lige så mange ind som før.

Fyringsrunden blev varslet onsdag, men medarbejderne har først fået besked i dag torsdag, om de kunne beholde deres job eller ej. 

- Lige nu prøver vi at hjælpe alle berørte medarbejdere videre i nye jobs, og så skal vi alle sammen sikre, at vores gæster lægger mindst muligt mærke til det, der er foregået her i dag. Vi skal fortsat have fokus på at levere fantastiske oplevelser til børnefamilier, siger direktøren for forlystelsesparken.