30.000 begynder på efterskole i coronaens skygge

Efterskolerne er klar til at modtage et nyt kuld elever. Skolerne har brugt rigtig meget tid på at sikre sig, at skolestarten kommer til at ske i tryghed i forhold til corona.

Søndag står landets efterskoler klar til at tage imod nye kuld af elever. De møder op til en hverdag, der på grund af coronarestriktionerne bliver lidt anderledes end efterskolelivet før coronaen - men dog med færre restriktioner end ved slutningen af sidste skoleår efter coronapausen.

I dagligdagen på skolen vil der desuden være øget fokus på hygiejne og forebyggelse af smitte. Der er også kommet nye og højere rengøringsstandarder, og det er eleverne selv, der skal stå for den ekstra skuren og skrubben.

De nye efterskoleelever bliver inddelt i såkaldte primærgrupper på 25-30 elever. Grupperne vil bestå af elever, der deler værelser, bade- og toiletfaciliteter og lokale opholdsarealer. Inden for de grupper må eleverne være tæt på hinanden og kunne kramme med hinanden.

Coronaens skygge slætter også sit præg på, hvordan modtagelsen af de nye elever vil ske.

Modtagelsen sker i grupper

På mange efterskoler vil modtagelsen blive delt op i mindre grupper - og forældrene må blive ude i det fri, når de afleverer deres børn for første gang.

På Vojens Gymnastik- & Idrætsefterskole kommer drengene og deres forældre klokken 13 og pigerne med deres forældre klokken 15.

- Vi glæder os til at se vores nye elever. Det er en spændende og højtidelig dag. Det bliver mest forældrene, der mærker coronaforholdsreglerne, da de må blive udenfor. Heldigvis er det jo rigtig dejligt vejr til skolestarten, siger forstander Tommy Mikkelsen, Vojens Gymnastik- & Idrætsefterskole.

Tommy Mikkelsen, forstander,Vojens Gymnastik- & Idrætsefterskole
Tommy Mikkelsen, forstander,Vojens Gymnastik- & Idrætsefterskole
Foto: Line Sahl, TV SYD

Ifølge Efterskolernes nye retningslinjer skal eleverne så vidt muligt holde en meters afstand til lærere og andre elever end dem, de er i primærgruppe med, ligesom de eksempelvis  ikke må opholde sig på hinandens værelser, hvis de ikke er i samme gruppe.

- Skolerne har brugt rigtig meget tid på at sikre sig, at skolestarten kommer til at ske i tryghed i forhold til corona. Men restriktionerne vil ikke grundlæggende ændre på elevernes oplevelse af, hvad det vil sige at gå på efterskole, siger Torben Vind Rasmussen, der er formand for Efterskoleforeningen.

Efterskoleforeningen oplyser, at man ikke før sommerferien registrerede et eneste tilfælde af coronasmittede elever.

Efterskoler

  • Der er 240 efterskoler  i Danmark.
  • De tilbyder ophold for elever i 8., 9. og 10. klasse.
  • I skoleåret 2019/2020 startede 30.069 elever på en efterskole.
  • I år ventes elevtal i samme størrelse trods corona.
  • Efterskolerne har haft fremgang de senere år på trods af vigende ungdomsårgange.
  • Et gennemsnitligt efterskoleophold koster ifølge Danmarks Statistik samlet cirka 55.000 kroner. Det er prisen efter tilskud fra staten, som varierer alt efter familiens indkomst og antallet af børn i husstanden.