400 borgere fra Flensborg testet efter bryllupsfest i Danmark: 5 nye testet positive

Der er nu kommet svar på prøver af de 400 borgere fra Flensborg, der har været i karantæne. Efter en bryllupsfest i Danmark eksploderede smitten i byen.

Efter en bryllupsfest i Aarhus 11. september, hvor 25 borgere fra Flensborg deltog, eksploderede coronasmitten i Flensborg.

I den forbindelse blev 400 mennesker sendt i karantæne, efter at de også var blevet testet, og nu foreligger resultaterne.

Fem nye smittede

Svarene på de 400 prøver viser fem nye tilfælde af coronasmittede, der kan spores tilbage til bryllupsfesten i Aarhus. Det oplyser pressetalsmand i Flensborg, Clemens Teschendorf.

Nærmer sig risikogrænsen

Med de nye smittetilfælde er der i løbet af den sidste uge dermed blevet konstateret 26 tilfælde af coronavirus i Flensborg, svarende til 29 smittede per 100.000 indbyggere.

Tallene har fået borgerne i Flensborg til at holde vejret, for hvis risikogrænsen på 50 smittede per 100.000 indbyggere krydses, så kan det få betydning for indbyggernes rejseaktiviteter til andre tyske delstater og andre lande. Derudover risikerer Flensborg by at komme på det danske udenrigsministeriums liste over områder, hvortil rejser frarådes.

Flensborg har siden marts haft i alt 124 konstaterede coronatilfælde, oplyser Clemens Teschendorf.