Anders og Klara deler brylluppet op i to for at gøre det coronavenligt

Holder man sit bryllup i lejede lokaler eller på en restaurant, må der kun være 50 gæster. Det har Anders Thomsen og Klara Ditlevsen fra Horsens fundet en løsning på.

2020 har været et vanskeligt år at planlægge bryllup i. Mange bryllupper er blevet aflyst, gæstelister er blevet kortet ned, og bryllupsfester skulle slutte tidligere – alt sammen på grund af coronarestriktioner.

I sidste uge blev retningslinjerne for private arrangementer endnu gang strammet. Holder man for eksempel sin bryllupsfest på en restaurant, må der kun være 50 gæster til stede.

Men den 10/10 2020 siger Anders Thomsen og Klara Ditlevsen ja til hinanden – på trods af de nye restriktioner. De har længe overvejet, om det var en god idé at blive gift i år, men de har valgt at holde fast i deres oprindelige dato.

- Vi håber, vi får en hel fantastisk fest, selvom det ikke bliver drømmebrylluppet. For os handler det jo om, at det skal være hyggeligt at være sammen med de mennesker, vi godt kan lide, siger Klara Ditlevsen.

Har nedskaleret – og fundet på en ny løsning

- Vi bliver gift i kirken i vores fine tøj, så vi kan bruge det, fortæller Anders Thomsen. Derfra har de dog været nødt til at lægge deres planer om, for den store fest, de oprindeligt havde planlagt, har de været nødt til at nedjustere.

Efter brylluppet skal de på en lokal restaurant med deres nærmeste familie, og om aftenen har de inviteret deres nærmeste venner til fest hjemme ved dem selv – men festen bliver uden familien. På den måde deler de festen op i to sæt gæster, så de kan holder sig under de tilladte 50 mennesker.

- Det har været en af de svære beslutninger, om vi skulle gennemføre festen, men vi har efterhånden nedskaleret så meget, at vi godt kan overholde restriktionerne, siger Anders Thomsen.