Efterskolernes dag aflyst: 20.000 familier må opgive at besøge en efterskole

Efterskolernes dag på søndag er aflyst, og omkring 20.000 familier må opgive at besøge en efterskole. Det stigende antal smittede med coronavirus er årsagen til aflysningen.

Efterskolernes bestyrelse har valgt at aflyse Efterskolernes dag på søndag den 27. september, det skriver de i en pressemeddelelse.

quote

Vi kan ikke på søndag udsætte gæster, personale og elever for den smitterisiko, det er, at folk rejser på kryds og tværs af landet for at besøge en efterskole.

Torben Vind Rasmussen, formand, Efterskolerne

Beslutningen sker på grund af det stigende antal smittede med coronavirus og statsministerens melding fredag om skærpede restriktioner, der nu gælder for hele landet, samt anbefalingen om at aflyse sociale arrangementer.

Omkring 20.000 familier besøger normalt en efterskole på Efterskolernes dag, men sådan bliver det ikke i 2020, hvor covid-19 bestemmer, hvordan vi kan mødes.

- Vi kan ikke på søndag udsætte gæster, personale og elever for den smitterisiko, det er, at folk rejser på kryds og tværs af landet for at besøge en efterskole, siger Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskolerne.

Han opfordrer unge og deres forældre til at orientere sig på de enkelte efterskolers hjemmesider for information om besøgsdage, digitale arrangementer mm. i løbet af efteråret.