Elever: Krav om mundbind er bedre end hjemmeundervisning

Fra på mandag skal 3.800 elever og ansatte på Rybners skoler i Esbjerg bære mundbind på fællesarealerne. Selvom de unge synes, det er lidt irriterende, så mener de fleste, at det bedre at forebygge end at blive sendt hjem som i foråret.

Fra på mandag skal eleverne på Rybners skoler i Esbjerg også huske at medbringe mundbind.

Den seneste bølge af coronatilfælde får skolen til at indføre krav om mundbind på alle uddannelsesinstitutionens fællesarealer.

Det betyder, at 3800 elever og ansatte skal bære mundbind. 

Mundbind bliver obligatorisk at bære på fællesarealerne på Rybners i Esbjerg.
Mundbind bliver obligatorisk at bære på fællesarealerne på Rybners i Esbjerg.
Foto: Hans Lausten

Mundbind skal bæres på fællesarealer

Formålet er at forebygge og mindske smittespredningen, og det er især i pauserne, hvor mange elever er samlet på fællesarealer, at mundbindene skal gøre en forskel. 

Det gælder også i kantinen, hvor mange elever er tæt samlet hver dag.

- Vi har haft problemer med, at vi har en rigtig god kantine, hvor der kan være flaskehalsproblemer i pauserne, så der håber jeg, at det her meget synlige mundbind kan skabe forståelse for, at vi holder afstand og husker at spritte af, siger Mathilde Plantener, der går i 3.g. og er elevrådsformand på skolen.

Ud over i kantinen skal eleverne også bruge mundbind på gangene og på andre indendørs fællesområder - dog ikke i selve klasselokalerne.

- Det er selvfølgelig en stor forskel for eleverne, og det er lidt grænseoverskridende, men de skal kun bruge dem der, hvor der er en risiko for at blive smittet, forklarer Olaf Rye, der administrerende direktør på Rybners.

Mundbind er bedre end hjemmeundervisning

Kravet om mundbind gælder efter mandag på ubestemt tid, og selvom det kan virke som et stort indgreb i hverdagen, så er opbakningen blandt eleverne generelt stor - flere husker hjemsending i foråret da covid-19 brød ud, og det var i længden ikke sjovt at sidde alene hjemme foran computeren.

- Det er en god ting, for det vil være rigtig træls at blive sendt hjem igen efter de mange måneder i foråret, mener Matheus Butruille, der går i 2. g.

Mundbind er bedre end at blive sendt hjem som i foråret, mener et flertal af eleverne.
Mundbind er bedre end at blive sendt hjem som i foråret, mener et flertal af eleverne.
Foto: Hans Lausten

Også Mathilde Plantener ser fordelene ved at bruge mundbind frem for at fokusere på det negative.   

- Det er en gene, og der er ikke nogen, der har lyst til at rende rundt med mundbind, fordi det er irriterende, men samtidig accepterer folk det, for hvis det er alternativet til at skulle sidde hjemme foran sin computer, så er man villig til at gøre det, siger hun.

Forebyggelse og tilvænning

Kravet om mundbind bliver indført, selvom Esbjerg er en af de kommuner med mindst coronasmitte. Indenfor de seneste syv dage er der kun konstateret otte smittede ud af kommunens lidt over 115.000 indbyggere.

Elever og lærere skal bruge mundbind på ubestemt tid.
Elever og lærere skal bruge mundbind på ubestemt tid.
Foto: Hans Lausten

- Vi er et offentligt sted, og på lørdag gælder det også i offentlig transport. Om noget tid er det måske også forretninger, og vi skal også præge de unge mennesker til at bruge de her værnemidler og beskytte dem selv om andre, så derfor har vi valgt, at vi lige så godt kunne hoppe med på vognen nu, forklarer Olaf Rye.

Hidtil har det været skolens politik at sende hele klasser hjem, når enkelte elever ventede på testsvar efter mistanke om smitte. I sidste uge var det i alt 20 klasser. 

Det er elevernes eget ansvar at anskaffe sig mundbindene.